Rio 2016

OL-tilbageblik: Jordans Dream Team og drømmekampen som ingen så

USA samlede i 1992 et Dream Team uden sidestykke. Det betød forrygende træningskampe mellem Magic Johnson og Michael Jordan og et stjernespækket OL

Walter Iooss stod klar under kurven i Chicago Stadium lørdag den 6. februar 1988. I den anden ende af hallen forberedte Michael Jordan sig forud for sit sidste dunk i årets prestigefyldte Allstar konkurrence. Hjemmebanehelten Jordan, kendt for sin nærmest sygelige vindermentalitet, var i hård duel mod Atlantas Dominique Wilkins om dunktitlen, og af samme grund var alle kameraer nu rettet mod Chicagos nummer 23.

Men Bulls-stjernen tog sig god tid. Et kort blik mod den tidligere stjernespiller Julius ”Dr. J” Erving, havde givet Jordan ideen til sit sidste dunk, og nu gik han rolig ned mod hallens fjerneste hjørne. Langsomt – formentlig uden andre end Iooss lagde mærke til det – pegede Jordan en smule mod højre, inden han bøjede sig forover og satte af med en topudøvers spændstighed. I høj fart forcerede nummer 23 banens længde, indtil han nåede ”nøglehullet,” det farvede felt under kurven.

Store øjeblikke

Hver dag frem mod OL i Rio beskriver TV 2 SPORT i lange fortællinger nogle store øjeblikke eller store personligheder i OL-historien.

Fredag indledte vi serien med den brasilianske fodboldstjerne Neymar, der har gjort sig upopulær blandt mange i Brasilien. Er han et monster eller en helgen?

Lørdag fortsætter vi med historien om Muhammad Ali, der brød igennem ved OL i 1960 og skabte fundamentet til sin efterfølgende store boksekarriere.

Med venstre fod plantet på straffekastlinjen satte Jordan af. I de efterfølgende momenter svævede Bulls-stjernen nærmest umenneskeligt gennem luften, inden han, glidende og kraftfuldt, placerede bolden i kurven med én hånd – den højre. En æstetisk og atletisk nydelse, som blev til et af verdens mest ikoniske sportsfotografier netop på grund af Iooss under kurven. Chicagos nummer 23 i luften, musklerne forspændt, armen angrebsklar, ansigtet målbevidst, mens amerikanske ikoner som Coca Cola og Gatorade svævede over ham på lystavlen (se det berømte billede i Sports Illustrateds artikel her).

Michael Jordan blev i 1990'erne verdenskendt for sine spektakulære dunks og sin ekstraordinære vindervilje i Chicago Bulls' tjeneste

Øjeblikke senere tildeltes Michael Jordan 50 point, en perfekt score, og slog dermed Wilkins med blot to point. Sejren, som var Jordans anden i dunk-konkurrencen, føjede endnu en titel til en allerede lovende karriere, men trods sin relativt store succes, så var Michael Jordan – og resten af ligaens stjerner for den sags skyld – i 1988 fortsat bedst kendt inden for USA’s grænser.

Amerikansk OL-ydmygelse

Faktisk så fik de marginalt interesserede seere, som tændte for deres tv under de olympiske lege i Seoul, det fejlagtige indtryk, at Sovjetunionen var verdens stærkeste basketballnation. Og måske endda havde været det i en årrække. I hvert fald, hvis man gik tilbage til 1972. I en kaotisk og grotesk afslutning ved OL i München lykkedes det Sovjetunionen, at tilføje USA det første nederlag i 65 OL-kampe, men længe så de ikke sådan ud. To gange nåede amerikanerne at juble over OL-guld, inden russerne ”stjal” sejren.

USA førte 50-49 med et sekund tilbage, da russerne brændte deres sidste desperate forsøg. Amerikanerne forlod jublende banen, men efter fem minutter senere bad generalsekretæren for det internationale basketballforbund, Fiba, USA's atleter om at genoptage kampen og kampledelsen om at sætte uret til tre sekunders resterende spilletid. Tilsyneladende havde Sovjetunionens træner nået at bede om timeout før kampens afslutning. Men selv med endnu et forsøg og tre sekunders spilletid brændte russerne. Amerikanerne jublede. Men forgæves. Uret var antageligt ikke blevet stillet ordentligt tilbage, så Sovjetunionen fik en tredje chance. Denne gang smed russerne, heldigt og dygtigt, bolden over banens længde til Alexander Belov, som sendte den videre i kurven til 51-50. Guld til Sovjetunionen. De rasende amerikanere forlod hovedrystende hallen, efterlod sølvmedaljerne, og tog det første fly hjem.  

Siden havde det været frustrerende svært for amerikanerne at få revanche. Sovjetunionen blev overraskende slået ud af Jugoslavien i 1976, USA boykottede legene i Moskva i 1980 og i 1984 da Michael Jordan, nærmest egenhændigt sikrede USA guld i Los Angeles, var det på en billigere baggrund end ønsket, da Sovjetunionen og Ungarn boykottede legene.

Så da de to hold endelig fik lejlighed til at mødes igen var det i Sydkorea. Men den længe ventede revanche gik ikke som amerikanerne havde håbet. Amerikanernes internationale ærkefjende, som stillede med et voksent og delvist professionelt hold, besejrede USA's amatørspillere med 82-76 i semifinalen og sikrede sig guldmedaljer med en finalesejr over Jugoslavien. USA – nationen der havde opfundet basketball – var blevet slået ud af den værst tænkelige modstander og måtte for anden gang i historien nøjes med mindre ædelt metal end Sovjetunionen. Hvad hjalp det at have vundet 85 ud af 87 OL-kampe, når to af nederlagene var til netop russerne?

Samtidig havde amerikanerne overraskende tabt til Brasilien ved Pan-American Games i 1987 og måtte endda drage slukørede hjem fra VM i 1990 efter et semifinalenederlag til Jugoslavien. Noget måtte der tydeligvis gøres.

NBA i bakgear

Boston Celtics-stjernen Larry Bird nærmede sig slutningen af karrieren i 1992, da han fik mulighed for at deltage ved OL.

Før Michael Jordan blev valgt ind i NBA i 1984 var ligaen i krise. Selvom Larry Bird og Magic Johnson siden 1979 havde gjort hvad de kunne, så var tv-interessen for ligaen lunken. NBA-finalen i 1980 blev af samme grund sendt forskudt på den nationale kanal CBS, selvom kampen havde deltagelse af stjerner som Magic Johnsons Los Angeles Lakers og Julius Ervings Philadelphia 76’ers. Samtidig stod mindst 10 af de professionelle mandskaber over for konkurs eller blev sat til salg i årene efter.

Michael Jordans ankomst til Chicago – et af USA's største mediemarkeder – hjalp på interessen omkring ligaen, men det var først på da det internationale basketballforbund på et møde den 17. april 1989 besluttede at NBA-spillere fremover skulle kunne deltage ved OL, at NBA for alvor fik international tiltrækningskraft. Hvor kraftfuldt amerikansk basket kunne slå igennem på den globale scene afhang til gengæld af hvem der kunne – og hvem der ville – stille op for USA.

Magic og Birds sidste felttog

Michael Jordan modtog nyheden om potentiel OL-deltagelse med blandede følelser. Da legene i Barcelona nærmede sig, havde Chicago-stjernen med en nærmest konstant overmenneskelig energiudladning over to år trukket sin klub frem til to NBA-mesterskabet, først mod superstjernen Magic Johnsons Los Angeles Lakers, og senest med Clyde Drexlers Portland Trail Blazers. En sommer med tid til golf stod højt på listen.

Jeg overvejede hvordan jeg eventuelt kunne afslå med æren i behold

Michael Jordan om OL-deltagelse i 1992

- Jeg håbede, at de ikke ville spørge mig, erindrer Michael Jordan

- Og jeg overvejede hvordan jeg eventuelt kunne afslå med æren i behold.

Indledningsvis afventede Michael Jordan derfor tilsagn fra sine landsmænd for at se, hvem der ellers stillede op. Magic Johnson og Boston Celtics superstjerne Larry Bird, som stod over for deres karrieres afslutning, sagde straks ja, og det samme gjorde David Robinson, så tegnede der sig et billede af et amerikansk hold uden sidestykke.

Det var et skelsættende øjeblik. Ikke bare i forhold til basketball- og sportshistorie, men det forandrede hele vores kultur

Basketballekspert Michael Wilbon om det amerikanske Dream Team

- Det var et skelsættende øjeblik. Ikke bare i forhold til basketball- og sportshistorie, men det forandrede hele vores kultur, vurderede basketballeksperten Michael Wilbon senere.

Johnson, Bird og Robinson flankeredes hurtigt af navne som Charles Barkley, Karl Malone, Scottie Pippen, og Patrick Ewing. Til sidst – efter at have udtaget Chris Mullin, John Stockton og Clyde Drexler og for at ære OL’s amatørånd – udtog USAs ledelse Christian Laettner. Collegespilleren Laettner var en kontroversiel – og i nogle kredse nærmest forhadt – spiller fra Duke University med et enormt talent, men selvom han var et kæmpe navn på nationalt plan i 1992, så blev han i selskab med de udtagne NBA-stjerner til en sportslig bisætning. Ikke mindst da Michael Jordan sagde ja til endnu en OL-oplevelse.

- At repræsentere mit land var stort, sagde Jordan,

- Men det vigtigste for mig, var muligheden for at tilbringe noget tid med de gutter, som jeg konkurrerede mod resten af året.   

Michael Jordans motivation bundede i høj grad i muligheden for at vise verden, at han var bedre end sine konkurrenter.

- Alle analyser af Michael Jordan på det tidspunkt nåede frem til konklusionen, at han var god, men ikke Magic Johnson, forklarede Jordan.

Ekstraordinære træningspas

Der var god stemning i den amerikanske OL-trup forud for legene i Barcelona, men før første kamp skulle hierarkiet i truppen sættes endeligt på plads. Det blev til en mindeværdig kamp mellem Michael Jordan (t.v.) og Magic Johnson.

For de 12 spillere der samledes til træning på University of California’s solrige campus lidt nord for San Diego den 21. juni 1992 var konkurrencementaliteten i højsædet ved de interne træninger. Unge Laettner huskede senere, hvordan han ved et træningspas nærmest havde knebet sig selv i armen og tænkte ”det er mig ubegribeligt, at jeg er en del af denne træning.”

Årsagen var et ualmindeligt stærkt dunk af Charles Barkley over landsmanden Karl Malone, som trods alt målte 2, 06 meter.

- Det var en helt ufattelig flot detalje, huskede Laettner og samtidig en detalje der understregede intensiteten i træningerne forud for OL, for ikke at tale om udfordringen ved at have 12 så store stjerner samlet i én indendørsarena.

Alle har et ego. Den eneste forskel på os og alle andre er, at vi har noget, at have det i

Dream Teams Charles Barkley

- Alle har et ego, lød det fra Charles Barkley. ”Den eneste forskel på os og alle andre er, at vi har noget, at have det i.

At få disse 12 profiler til at fungere som et hold, med et klart defineret hierarki var tydeligvis træner Chuck Dalys største problem, og vigtigheden af at løse det, blev understreget i holdets første træningskamp onsdag den 24. juni.

Trods de intensive træningspas, så kom USA’s OL-hold, som blev døbt ”the dream team,” skidt fra start mod et udvalgt hold af universitetsspillere. De unge modstandere, anført af talentfulde Chris Webber og Grant Hill, kom hurtigt foran med ti og spillede med en energi, som de professionelle tilsyneladende ikke kunne matche.

- Vi vidste ikke, hvordan vi skulle spille sammen og vi ville ikke træde nogen over tæerne, så de her knægte de gav os klø, husker Scottie Pippen.

NBA-stjernerne tabte 62-54 på blot 20 minutter til et sammenbragt hold. En pinlig påmindelse om elitesports uforudsigelighed, men også et resultat, som træner Daly straks indså vigtigheden af.

”Anybody can get beat, so you have to be ready to play,” formanede træneren

Opvisning på opvisning

Scottie Pippen og Michael Jordan var vant til at spille sammen i Chicago, men på landsholdet krævede det lidt ekstra justering af få samarbejdet med ligaens største stjerner til at fungere.

Nederlaget til de unge universitetsspillere ændrede fokus hos USA’s OL-stjerner. Træningssamlingen i Californien sluttede med en revanchekamp mod samme mandskab, og Charles Barkley mente senere, at NBA-spillerne vandt med ”omkring 100 point.” Det lød vildt, men i sammenligning med resultaterne fra OL-kvalifikationsturneringen, Tournament of the Americas, var det måske ikke helt ved siden af. Den 28. juni blev holdets første modstander Cuba besejret med 77 point i Oregon, mens resten af holdene, Canada, Panama og Argentina, ”slap” med nederlag på omkring 50 point i gennemsnit.

- Det er et lille skridt på vejen mod vores reelle mål, som er at komme til Barcelona, og hente guldet hjem, hvor det hører til, sagde Larry Bird før amerikanerne lørdag den 18. juli fløj til Monaco på et sidste træningsophold forud for legene i Barcelona.

Et ophold hvor Magic Johnsons kamp med Michael Jordan om pladsen øverst i hierarkiet blev endegyldigt afgjort.

Den bedste kamp ingen så

Selvom Magic Johnson i december 1991 havde meddelt at han trak sig tilbage fra NBA på grund af en HIV-infektion, så var han opsat som sjældent tidligere på at vise, at han stadig var USA’s bedste basketballspiller. Michael Jordan, der sammen med holdkammeraterne i Chicago, havde besejret Johnson i 1991-finalen, havde til gengæld en klar opfattelse af at NBA-scepteret endegyldigt var givet videre.

Formentlig af samme grund konkurrede Magic Johnson og Michael Jordan næsten hver dag forud for OL. Basketball, kortspil og golf. Nogle gange mod hinanden. Nogle gange mod andre. Også selvom Jordan i ugerne op til OL stiltiende havde accepteret Johnsons rolle som anfører på holdet, så spredte der sig en fornemmelse i truppen af at holdets interne hakkeorden skulle justeres en smule i takt med at OL-åbningsceremonien nærmede sig. Det hele kulminerede onsdag den 22. juli i en duel, som den amerikanske journalist, Jack McCallum, senere kaldte for ”the greatest game nobody saw.” 

Magic Johnsons blå drømmehold mod Michael Jordans hvide.

I landsholdstrøjen arbejdede Michael Jordan og Magic Johnson godt sammen, men på dette tidspunkt var deres indbyrdes kamp i truppen også afgjort.

Magic Johnson Charles Barkley, Chris Mullin, David Robinson og Christian Laettner mod Michael Jordan flankeret af Scottie Pippen, Karl Malone, Patrick Ewing og Larry Bird.

Johnson og Jordan, som i nætterne forinden ver faste gæster på det lokale kasino, håner på skift hinanden i løbet af træningskampen, som bliver spillet varm gymnastiksal. Magic Johnsons hold kommer bedst fra start, 3-0, 5-0, 7-0, inden Jordan så småt bliver varm. Chicago-stjernen reducerer til 2-7, men Magic Johnsons hold virker til at være oven på denne formiddag. En tre-points scoring, som Johnson forudsiger allerede inden den gik i nettet, sikrer den aldrende stjernes mandskab en føring på 16-7.

Men så begår Magic Johnson en klassisk brøler. Der er vist ikke meget luft i de Air Jordan-sko, siger den tidligere Lakers-profil og tirrer dermed den eneste basketballspiller i verden, som på egen hånd kan vende en kamp mod et hold af stjernemodstandere. Før Magic Johnson får set sig om står der 20-17, 20-19 og så 20-21.

Ved stillingen 24-22 til Jordans hold melder Larry Bird, som ellers har brændt alt indtil videre, sig endelig ind i kampen. Magic Johnson dribler ned ad banens venstre side, men Bird, der ellers dækker Laettner, træder frem og stjæler bolden. Magic Johnson falder bagover af kontakten, men dommeren fløjter ikke. I stedet fingerer Bird en aflevering bagom ryggen, snyder Charles Barkley, og lægger sikkert bolden i nettet 26-22.

- Way to go Larry, råber Jordan.

- Jeg ved, at der stadig er lidt liv i dig.

En-mod-en har Magic Johnson ikke en chance over for Jordan på toppen af sin karriere, og så har den italienske dommer tilsyneladende heller ikke sin bedste dag. I hvert fald ikke set fra Johnsons synspunkt.

De har flyttet Chicago Stadium hertil

frustreret Magic Johnson om Michael Jordans dommertække

- De har flyttet Chicago Stadium hertil, siger Johnson med henvisning til Jordans hjemmebane, hvor onde tunger mener at nummer 23 har ualmindeligt godt dommertække.

- Hey, det er halvfemserne, svarer Jordan tørt.

Beskeden er klar. Magic Johnson var stor i det forgangne årti. Halvfemserne er Michael Jordans. Trods alder, træthed og dommerfejl, så formår Johnsons hold, at gøre det spændende til sidst. 38-36 med få sekunder tilbage. Men Michael Jordan tager bolden, trækker tiden til Johnsons store frustration, og går til sidst mod kurven, hvor han trækker en fejl på Laettner. Chicago-stjernen sænker sine to straffekast. Jordans hvide hold vinder 40-36. Tronskiftet er en realitet.

Rasende må Magic Johnson lægge øre til Michael Jordan, som sang ”Sometimes I dream … if I could be like Mike,” lyden fra en Gatorade-reklame, som USA-holdets nye ukronede konge er en del af.

- Jeg har aldrig haft det så sjovt på en basketballbane, siger Michael Jordan efterfølgende.

Og da røgen har lagt sig over træningsanlægget, må selv Magic Johnson erkende, at han ikke længere er den største stjerne på USA OL-mandskab.  

Fire dage senere går det løs ved OL. Sportsligt har NBA-stjernerne allerede udkæmpet deres hårdeste kamp, men oplevelsesmæssigt er der masser i vente.

Global inspiration

NBA-stjernerne tog hul på OL søndag den 26. juli med en 116-48-sejr over Angola efter et opgør, hvor de vandt en periode med 46-1 og førte 64-16 ved pausen. En opvisning som inspirerede utallige basketballentusiaster verden over. I Frankrig sad 10-årige Tony Parker klistret til skærmen, mens 14-årige Dirk Nowitzki så med fra Tyskland. I Argentina lod 15-årige Manu Ginobili sig inspirere og i årene efter Dream Teams opvisning i 1992 kom Pau og Marc Gasol fra netop værtsbyen Barcelona ind i ligaen i selskab med navne som Yao Ming fra Kina, Serge Ibaka fra Congo, og Tiago Splitter fra Brasilien.

Selvom turneringen sportsligt var hurtigt overstået, så trak Dream Team dybe spor gennem det globale sportslandskab efterfølgende.

Litauen spiller overraskende godt ved holdets første OL, men kan - ligesom alle andre - intet stille op over for USA bedste professionelle spillere. Her Magic Johnson.

En af de spillere, der var oppe mod USA’s Dream Team var Litauens Alvydas Pazdraziz, der – selv mange år senere – beskrev det som en drøm at spille mod de amerikanske idoler.

- Det var uden tvivl den vigtigste begivenhed i min karriere. Ingen forsøgte for alvor at konkurrere med dem. Det originale Dream Team var så meget bedre end alle andre. Vi forsøgte bare at undgå at blive til grin, fortalte Pazdraziz om det litauiske mandskab, som trods alt vandt bronze ved legene i 1992.

USA frygtede at Litauens mandskab kunne volde dem problemer, da de to hold mødtes den 6. august, men stærkt forsvarsspil sikrede amerikanerne en føring på 11-0 på tre minutter, og herefter så de sig ikke tilbage, mens modstanderne, som kampen skred frem, blot tog afklapsningen som en oplevelse.

- En af vores holdkammerater, som havde fået fem fejl, satte sig ned på sidelinjen og begyndte bare at tage billeder. Det er jo en chance der kun kommer en gang i livet, så hvorfor ikke?

I takt med de helt igennem overbevisende præstationer højnedes NBA-spillernes profil også globalt, og som turneringen skred frem var det nærmest umuligt for holdet, at bevæge sig rundt i byen. Det var som at rejse rundt med Elvis og The Beatles sammen, fortalte træner Chuck Daly senere.

- Vi kunne sidde inde på hotellet, og når vi så hørte det store brøl fra gaden, så kiggede vi på hinanden og sagde ’der går Charles’” sagde Magic Johnson om Charles Barkley’s gåture på Ramblaen. ”Han var som rottefængeren fra Hammel.”

Kilder

Chuck Daly with Alex Sachare: America’s Dream Team. Atlanta, 1992

Walter LaFeber: Michael Jordan and the New Global Capitalism. New York, 1999.

Roland Lazenby: Michael Jordan: The Life. New York, 2014.

Jack McCallum: “The Greatest Game Nobody Saw.” Sports Illustrated. 24. juli, 2012.
http://www.si.com/more-sports/2012/07/24/usa-basketball-game-nobody-saw

Dokumentaren “The Dream Team”  

Amerikanerne var rockstjerner i Barcelona eller måske stjerner med endnu stærkere transcendentale forbindelser. I hvert fald hvis man skal tro en pressekonference, hvor en japansk journalist spurgte: ”Mr. Jordan, how does it feel to be God?”

På et hold med 12 rockstjerner var Michael Jordan den største. Ingen havde hans udstråling, talent og potentiale på dette tidspunkt af karrieren.  Om morgenen den 8. august på selve finaledagen gik Michael Jordan en tur på det olympiske stadion i Barcelona og gav sig tid til at tænke en smule over alle de fremragende atleter, som var gået forud for hans tid. Hans, og holdets, indsats senere på dagen understregede, at de skulle tælles iblandt dem.

Kroatien førte kortvarigt i OL-finalen, men Patrick Robinson og holdkammeraterne fik hurtigt styr på kampen.

Selvom Kroatien og talentfulde Toni Kukoc tilkæmpede sig en 25-23-føring i første halvleg, så var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet. Team USA sikrede sig guldmedaljerne med en overbevisende 117-85 sejr over Kroatien den 8. august, men endnu vigtigere for amerikansk basketball sikrede holdet sig fans verden over. På mange måder eksemplificerede Michael Jordan udviklingen.

Da Jordan svævede gennem luften i Chicago i 1988 på vej mod sit historiske dunk i Chicago Stadium, var der formentlig færre end de 21 millioner amerikanere, som så årets NBA-finale, der kigge de med. Men da han fire år senere svævede gennem luften i den olympiske arena, Pavelló Olímpic de Badalona, og gjorde det til 60-42 med et kraftfyldt dunk mod Kroatien, så 160 millioner mennesker fordelt på 193 lande med.

Larry Bird (nummer fire fra venstre) står med hånden på hjertet efter USA's sejr ved OL i Barcelona.

I løbet af få år, og på mange måder i løbet af få uger, var NBA gået fra en national til en global sport. Og NBA-stjernerne havde spillet en afgørende rolle. Magic Johnson måtte endegyldigt se i øjnene, at hans tid var forbi, men OL-guld og uvurderlig branding af den liga, som han også i tiden efter var en helt central del af, var – som Johnson også selv bemærkede – ikke et dårligt eftermæle.

- If this is the end, this is how I wanted to go out.

Magic Johnson troede, at han havde spillet sin sidste betydningsfulde basketballkamp ved OL, men Lakers-stjernen gjorde kortvarigt comeback i i 1995-1996.