Amerikanske basketstjerner igen tæt på at snuble
Serbien missede et afgørende skud for udligning til allersidst i basketballkampen mod USA ved OL i Rio.
For anden kamp i træk blev det til en snæver sejr for de amerikanske basketballstjerner i OL-turneringen.
Med to sekunder tilbage var en sensation stadigvæk mulig, men Kevin Durant og de øvrige NBA-stjerner blev reddet af, at Serbien brændte det afgørende trepointsforsøg, som kunne have gjort det til 94-94.
Ubesejret trods problemer
I stedet blev det 94-91 til USA.
Dermed har amerikanerne vundet alle fire kampe i OL-turneringen.
I den tredje kamp blev det til 98-88-sejr over Australien, men også her var der spænding til kort tid før, at det afsluttende horn rungede ud over hallen i Rio.
I sejren over Serbien, der blot har vundet enkelt kamp ud af fire i turneringen, så amerikanerne ellers længe ud til at have fuld kontrol, men i den sidste periode blev den amerikanske føring spist stille og roligt, men det sensationelle comeback glippede altså til sidst.
Ingen OL-nederlag i 12 år
Amerikanerne spiller sidste gruppekamp mod Frankrig, inden det gælder kvartfinalen mod en indtil videre ukendt modstander.
"Dream Team" har ikke tabt en kamp ved OL siden semifinalen mod Argentina i 2004.
I Rio er holdet uden superstjernerne Stephen Curry og LeBron James.