Rio 2016

Supertjernen afviser ikke: Næste OL er en mulighed

Verdens bedste basketballspiller afviser ikke, at han vender tilbage til OL, når Tokyo er vært om fire år.

Mens det amerikanske basketlandshold er godt på vej til at spille sig til endnu en olympisk guldmedalje, så sidder stjernen over dem alle, tilbage i USA.

Cleveland Cavaliers' LeBron James valgte efter endnu en maratonsæson på klubplan, at melde afbud til landsholdet. Og det er hårdt for den 31-årige James at se til fra sidelinien.

- Hver gang jeg ser dem, så ville jeg ønske, at jeg var med, fortæller James til amerikanske ESPN.

Den tredobbelte NBA mester spillede 91 kampe i sæsonen 2015-2016, og havde efter den opslidende sæson brug for at hvile sin krop.

På Cavaliers' hjemmeside bekræftede han, at det var grunden til afbudet til landsholdet.

- Jeg er ikke stoppet på Team USA. Jeg spiller bare ikke denne sommer. Så jeg har ladet døren stå på klem for fremtiden, siger James til ESPN.

Ved OL i Rio er USA, som sædvanligt, storfavoritter til guldet. Men de sidste to kampe har amerikanerne kun vundet med tre point over henholdsvis Serbien og Frankrig.

Og forskellen på USA og de næstbedste nationer ser ud til at blive reduceret.

Derfor vil USA formentlig få brug for de bedste spillere, hvis de også i fremtiden skal være ubestridte guldfavoritter.

Og her vil LeBron James altså ikke udelukke, at han om fire år er med, når OL i Tokyo løber af stablen.

Én af de faktorer, som de amerikanske medier bider mærke i er, at den legendariske San Antonio-træner Gregg Popovich efter OL i Rio bliver ny amerikansk landstræner. En træner som James altid har vist enorm respekt for gennem sin karriere.

Det er indtil videre blevet til to guldmedaljer og en enkelt af bronze for LeBron James ved de olympiske lege.

USA spiller kvartfinale mod Argentina onsdag klokken 23.45 - den kan ses på TV 2 SPORT og PLAY.