Basketball

Golden States offensiv overstråler LeBron og Cleveland i første finale

Selvom superstjernen LeBron James lavede 28 point, 15 rebounds og otte assists, var det ikke nok mod Durant og Golden State, der vandt komfortabelt.

Når hjemmeholdet fra Golden State først får sine offensive profiler i gang, skal der meget til for at stoppe dem.

Det var tilfældet natten til fredag i første finalekamp i NBA mod Cleveland Cavaliers, der endte med en hjemmesejr på 113-91.

Det var blandt andre takket være Kevin Durant og Stephen Curry, der henholdsvis satte 38 og 28 point på tavlen.

Takket være udeholdets superstjerne LeBron James, afværgede de dog den totale ydmygelse, da den 32-årige Cleveland-spiller gik forrest med 28 point samt 15 rebounds og otte assists.

Næste finale spilles natten til mandag, som også bliver på Golden States hjemmebane i Oracle Arena.