Basketball

Det eneste Cleveland skal gøre, er at gøre det umulige en gang til

Cleveland er i et dybt hul i årets finale. Nu er det endnu engang op til LeBron James at gøre det umulige mod et af historiens bedste baskethold.

LeBron James er blevet ydmyget. Udspillet af Golden State Warriors, som om han og holdkammeraterne fra Cleveland Cavaliers bare var de næste i rækken til at blive løbet over ende af superstjernerne fra Golden State.

Videoesekvensen fra søndagens kamp, hvor Golden State-stjernen Stephen Curry med disrespekt dansede rundt om LeBron James, inden han lagde bolden i kurven, indkapsler finaleseriens første to kampe på få sekunder.

Sådan har billedet været efter de to første kampe af årets NBA-finale, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Fortsætter takterne fra de første to opgør, kan mesterskabspokalen nemt være uddelt allerede på fredag.

- Golden State ser markant stærkere ud i år, end de gjorde sidste år. Vi vidste, at de var gode, men de har været bedre, end vi troede, siger Thomas Bilde, der er NBA-kommentator på TV 2 SPORT.

Hvor blev Kongens håndlangere af?

Forud for nattens tredje kamp i serien ligner Cleveland et hold med halvandet ben i graven. Én ting er at holdet er bagud med 0-2 i kampe og nu skal vinde fire af de næste fem dueller, men det har samtidig været en magtdemonstration af Golden State indtil videre.

Blot et år efter en af NBA-historiens tætteste finaleserier, der blev afgjort i det sidste minut af den afgørende syvende kamp, synes styrkeforholdet nu skævvredet, siden Golden State inden sæsonen hentede verdensstjernen Kevin Durant til klubben.

- Det er et helt andet hold at spille imod, sagde en fåmælt LeBron James efter søndagens nederlag på 19 point.

Han var tydelig skuffet. Tydelig træt. Tydelig frustreret over den manglende hjælp fra sine holdkammerater.

Rustne rollespillere

  • Tristan Thompson: 8 point
  • Kyle Korver: 8 point
  • J.R. Smith: 3 point
  • Deron Williams: 0 point

- Jeg hader, at vi skal sætte os selv i de her situationer, men når alt kommer til alt, er det jo bare et spil. Jeg må forberede mig bedst muligt, gøre mit arbejde, og så må jeg leve med resultaterne, lød det.

For selv verdens bedste basketspiller, der går under det kongelige tilnavn ’King James’, kan ikke vinde en NBA-finale på egen hånd. Ikke når et af historiens bedste baskethold står i det modsatte ringhjørne og buldrer derudaf på alle cylindre.

LeBron James kan med rette penge fingre af flere holdkammerater. Kyrie Irving skulle have været James’ primære hjælp på banen, men han spillet under niveau, mens profiler som Tristan Thompson, Deron Williams, J.R. Smith og Kyle Korver har virket lammet på Golden States hjemmebane i de første to kampe.

- Han er ærgerlig over, at han ikke får hjælp. Han må gå at tænke på, hvordan han får sine holdkammerater i gang, siger Thomas Bilde.

I nat spiller Cleveland så sin første kamp på hjemmebane i finaleserien, og her er det nu op til den ubestridt største stjerne at tage holdet på sit brede skulderparti og løfte holdkammeraterne op af graven.

32-årige James har sådan set spillet to flotte kampe i serien, men selv med 29 point, 14 assister og 11 rebounds i den seneste kamp, var det ikke nok til at holde kampen tæt. Cleveland tabte med 132-113.

- Kyrie Irving skal spille op til sit topniveau, og så skal mindst to eller tre andre have en god kamp, hvis Cleveland skal tilbage. Det er altafgørende, for ellers har Golden State simpelthen for meget firepower, lyder vurderingen fra Thomas Bilde.

Kuglerammen siger seks procent chance for et comeback

Et kig i historiebøgerne er heller ikke just opløftende læsning for Cleveland inden nattens kamp.

289 gange har et NBA-hold været bagud med 0-2 i en slutspilsserie, men blot 18 gange er det lykkes et hold at komme tilbage fra en sådan stilling. Det vil sige i cirka seks procent af tilfældene.

I finaleregi er det endda kun sket fire gange i NBAs historie, men Cleveland Cavaliers kan dog trøste sig med, at de selv har formået at gøre det. Så sent som sidste år. Mod årets finalemodstander fra Golden State Warriors.

- Vi så, hvordan det skete for os sidste år. Vi har stået i samme situation for et år siden. Det sværeste er at lukke en serie, og vi skal vinde to kampe yderligere, sagde Golden States Shaun Livingston efter den seneste kamp.

Sidste år var det netop i finaleseriens tredje kamp, at Cleveland Cavaliers for første gang trådte i karakter, hvor holdet med en 30-points-sejr spillede sig tilbage i finaleserien og grundlagde mesterskabet.

Dengang gjorde LeBron James og resten af Cleveland det umulige. Det eneste de nu skal gøre, er at gøre det umulige en gang til.

Se med om det lykkes for LeBron James og holdkammaterne, når TV 2 SPORT sender sæsonens tredje finalekamp i nat med optakt fra klokken 02.20.