Basketball

NBA-finalister kan skrive historie - men det koster millioner

NBA-finalisterne Golden State Warriors mister omkring 22 millioner dollars i indtægter, hvis de gør rent bord og vinder finaleserien i fire kampe.

Vicemestrene Golden State Warriors er to kampe fra at skrive NBA-historie, da de med to sejre i de næste to finalekamp kan vade hele vejen igennem NBA's slutspil uden et eneste nederlag. 

Men det har sin pris.

Forhåndsfavoritterne fører lige nu finaleserien mod Cleveland Caveliers med 2-0, og lykkedes det at lave et såkaldt 'sweep' og vinde serien 4-0, vil det nemlig koste Warriors op mod 22 millioner dollars - eller 146 millioner danske kroner.

Serien består af syv kampe og spilles således, at de to første kampe spilles på Golden States hjemmebane i Oakland, fordi de sluttede bedst placeret i grundspillet. Derefter følger to kampe i Cleveland, og herfra bytter holdene hjemmebane helt frem til en eventuel kamp syv. 

Det betyder, at Golden State, hvis de vinder de kommende to kampe i Cleveland og dermed sikrer mesterskabet, ikke vender hjem for at spille den femte og potentielt syvende kamp.

Og hvorfor skulle en sådan historisk triumf så koste klubben så mange penge? Amerikanske ESPN har heldigvis lavet matematikken.

Sæsonkort

Baseret på prisen for et sæsonkort og ved at finde ud af, hvor mange sæder der er i hver sektion i arenaen, har mediet anslået prisen for en finalebillet til at være 600 dollars - knap 4.000 kroner.

Det kan man så gange med de 14,500 solgte sæsonkort, hvilket munder ud i 57.5 mio. kroner.

Det er altså det beløb, klubben mister alene på sæsonkortholdere for hver af de to kampe, der ikke vil blive spillet på hjemmebanen, hvis serien bliver afgjort i Cleveland. 

Billetter

Derudover er der omkring 4.000 billetter til rådighed, som klubben kan sælge frit for en endnu højere pris. Her ligger prisen helt oppe på omkring 1.200 dollars, 8.000 kroner, for hver billet. 

Det giver yderligere 32 millioner kroner tabte indtægter per kamp. Det bringer den samlede, tabte fortjeneste op på  89,5 mio. kroner, for hver af de to kampe, der ikke vil blive spillet på hjemmebanen. 

NBA får dog 25 procent af alle billetindtægter, så det bringer den samlede total ned 67 mio. kroner.

Videresalg

Der er altid billetholdere, der vælger at videresælge billetten. Selvom det officielle antal ikke er offentligt, ville Warriors tjene 10 mio. kroner, hvis de tager de sædvanlige ti procent i kommission. 

En billet til kamp fem står i cirka 1.800 dollars, 12.000 kroner, mens en billet til den syvende kamp løber helt op i omkring 2.400 dollars, 16.000 kroner, i gennemsnit. 

Gennemsnitligt videresælges cirka 3500 billetter til kampene, og det betyder, at klubben ville tjene over 4 millioner kroner, på kamp fem og 5,5 millioner kroner, på kamp syv alene i kommission.

Det bringer det samlede beløb op på 10,755 mio. dollars for en den femte kamp og 10,965 mio. dollars for den syvende kamp, hvilket tilsammen giver 21,72 mio. dollars, svarende til 144 mio. kroner.

Derudover tjener klubben gennemsnitligt mellem 300.000 og 400.000 dollars per kamp på mad og drikke, hvilket samlet svarer til cirka 4,5 mio. kroner.

Altså vil den samlede total for de to kampe ligge på lige lige omkring 22 mio. dollars - 146 mio. kroner.

Du kan se den tredje finalekamp mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers direkte på TV 2 SPORT  og TV 2 PLAY natten til torsdag fra klokken 02.20 - kampen spilles i Cleveland.