Basketball

LeBron James hyldet midt under kamp, da han slog Jordans utrolige rekord

Legenden Michael Jordan mistede natten til lørdag dansk tid rekorden for flest kampe i træk med 10 point eller flere.

33-årige LeBron James' rekordliste var i forvejen alenlang, og i kampen mod New Orleans Pelicans blev endnu en rekord tilføjet.

For 867. kamp i træk scorede Cleveland Cavaliers-stjernen nemlig mere end 10 point, og han slog dermed NBA-legenden Michael Jordans rekord, som blev sat i perioden fra 1986 til 2001.

Sidst, LeBron James ikke formåede at lave dobbeltcifrede point, var som 22-årig helt tilbage i 2007, hvor han også spillede for hjembyens hold, Cleveland Cavaliers.

- Hver gang, jeg kommer i selskab med de største spillere, er jeg ydmyg. Jeg kommer en halv time herfra, hvor statistikkerne ikke var med os. Så at jeg kan fortsætte med at være en inspiration for ungdommen og gøre det, jeg gør på gulvet, betyder meget for mig, sagde LeBron James efter kampen.

Han nåede allerede de 10 point i første periode, og ved det førstkommende spilstop efterfølgende blev han hyldet på hjemmebanen i Cleveland.

Ikke nok med at han nok engang skrev sig i historiebøgerne, var LeBron James også yderst afgørende i fjerde og sidste periode, hvor Cavaliers et stykke ad vejen var bagud mod Pelicans.

Men da det spidsede til med fire minutter tilbage lavede superstjernen otte point i træk for sit hold, så Pelicans blev holdt på afstand.

Cleveland Cavaliers vandt 107-102 over New Orleans Pelicans. I den afgørende fase var LeBron James skarpest. Video: Bo Bentsen

Cavaliers vandt kampen med 107-102 og holdt dermed fast i tredjepladsen i Eastern Conference med seks kampe tilbage af grundspillet. Holdet er allerede sikker på en plads i slutspillet.

2017/18-sæsonen har i det hele taget været til historiebøgerne for LeBron James personligt.

Tidligere skrev han sig ind i selskabet med seks andre spillere, der har lavet mere end 30.000 point i karrieren, og siden blev han den første nogensinde til at nå 30.000 point, 8000 rebounds og 8000 assists. Desuden nåede han over 2000 point i en sæson for 10. gang i karrieren, og det har kun Michael Jordan og Karl Malone præsteret før ham.

Udvalgte rekorder

  • Den eneste spiller, der i gennemsnit har lavet 27 point, 7 rebounds og 7 assists i gennemsnit i karrieren
  • Den eneste spiller, der har lavet over 25 point i snit per kamp 13 sæsoner i træk
  • Den eneste spiller, der har lavet 2000 point, 500 rebounds og 500 assist i mindst 8 sæsoner
  • Flest assists af en forward nogensinde med 8133
  • Flest point nogensinde i playoffs med 6163
  • Flest playoff-kampe med mindst 20 point (188)
  • Den eneste spiller, der i gennemsnit har lavet 28 point, 8 rebounds og 6 assists i playoffs
  • Den eneste spiller, der har lavet 6100 point, 1900 rebounds og 1400 assists i playoffs
  • Den yngste spiller, der blev valgt som nummer et i draften (18 år)
  • Den yngste til at blive årets rookie (19 år)
  • Den yngste til at lave både 30 og 40 point i en kamp
  • Den yngste til at lave 2000 point i en sæson
  • Den yngste til at blive MVP (mest værdifulde spiller) fire gange (28 år)
  • Den yngste til at nå alle milepæle fra 1000 til 30000 point

Udover de personlige rekorder har LeBron James været med til at vinde NBA tre gange. Alle tre gange er han blevet kåret som finaleseriens MVP.