NBA-stjerne færdig for sæsonen

16x9
Kyrie Irving har været ude siden midten af marts. Foto: Elsa / Ritzau Scanpix

Boston Celtics' stjernespiller Kyrie Irving er ude de næste fire til fem måneder, fortæller holdet.

Da Kyrie Irving i midten af marts skulle opereres i knæet, håbede og regnede Boston Celtics med at have ham tilbage på holdkortet i løbet af nogle uger.

Men nu er der dårligt nyt til Boston og klubbens fans.

Kyrie Irving kommer nemlig til at misse resten af sæsonen – både grundspil og playoffs – og forventes ude de næste fire til fem måneder, skriver holdet i en pressemeddelelse torsdag.

I forbindelse med operationen i knæet er der, ifølge klubben, opstået problemer med to skruer i Irvings knæ, der tidligere er blevet sat ind i forbindelse med en anden operation.

For at sikre der ikke kommer nogle infektioner skal skruerne nu fjernes.

Lige fra første kamp har meget peget på, at det ikke skulle blive Boston Celtics' sæson. Holdets nye stjerne, Gordon Hayward, kom alvorligt til skade og har siden været ude.

Men trods den dårlige start på sæsonen har Celtics kæmpet sig til toppen af Eastern Conference, hvor de for tiden indtager andenpladsen – ikke mindst takket være holdets anden stjerne Kyrie Irving.

Uden Irving og Hayward er det nu op til holdets tredje profil Al Horford og holdets unge talenter at føre holdet til succes i NBA’s slutspil.