Basketball

Warriors udraderer Cavaliers og genvinder mesterskabet

Finaleserien i verdens bedste basketball-liga, NBA, blev en ensidig affære med fire sejre i træk til Warriors.

Golden State Warriors vinder for andet år i træk NBA-mesterskabet med en sejr på 108-85 over Cleveland Cavaliers. 

Dermed vinder Warriors finaleserien i den nordamerikanske basketball-liga med 4-0 i kampe. Det er første gang siden 2007, at et hold gør rent bord i en finaleserie, hvor der spilles bedst af syv kampe. 

- Golden State Warriors leverede det, de kom for. De var oppe med ni point ved halvleg og allerede der virkede kampen lukket, siger TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang.

Og det er ikke helt nyt for det californiske NBA-hold at stå med trofæet til sidst. Hele tre af de seneste fire mesterskabet har Golden State Warriors vundet. 

Hos Cleveland Cavaliers kunne verdensstjernen LeBron James ikke stille noget op for at forhindre Warriors i at tage fjerde sejr på stribe. Med fire minutter igen blev han skiftet ud af det, der meget vel kan blive hans sidste kamp i for Cleveland Cavaliers.

- LeBron James blev topscorer for Cavaliers, men det var ikke nok. Warriors havde simpelthen for mange strenge at spille på, og det endte også med en storsejr på 23 point, lyder det fra Wang.

Klar til at overtage James' position som sportens absolut største stjerne står Golden State Warriors Kevin Durant, der blev kåret til finaleseriens mest værdifulde spiller. 

- Kevin Durant storspillede, og Steph Curry spillede også rigtig godt og slutter som topscorer med 37 point. Men det var Durant, der blev Finals MVP. Det var helt fortjent, for han har spillet den mest konstante serie og været god i alle fire kampe. I tredje kamp leverede han en vanvidspræstation med 43 point, fortæller TV 2 SPORTs basketballekspert.

Med årets mesterskab har Kevin Durant, der skiftede til Warriors sidste år, vundet NBA to gange. I den afgørende kamp lavede han for første gang i karrieren en triple double i en finalekamp med 20 point, 12 rebounds og 10 assister. 

Det er Golden State Warriors sjette NBA-titel, og klubben deler nu tredjepladsen med Chicago Bulls på listen over flest titler. 

- Det her var den hidtil hårdeste, siger Warriors-træner Steve Kerr.