Golden State klar til femte NBA-finale i træk

Golden State Warriors var suveræne i semifinalen i NBA, hvor Portland Trail Blazers blev besejret med 4-0 i kampe.

De forsvarende mesterhold Golden State Warriors er tilsyneladende urørlig igen i denne NBA-sæson.

For femte gang i træk er Warriors klar til finalen i verdens bedste basketball-liga. Det er resultatet af en finaleserie i Western Conference, der fungerer som semifinale i det nationale mesterskab, hvor Golden State Warriors var ganske suveræn.

Natten til tirsdag dansk tid måtte mesterholdet godt nok ud i overtid i den fjerde kamp, inden Warriors slog Portland Trail Blazers med 119-117. Men med den spinkle sejr vandt Warriors serien med de suveræne cifre 4-0.

Den fjerde og sidste kamp i semifinaleserien endte 111-111 i ordinær tid. I overtid skiftedes de to hold til at være foran, indtil Warriors kæmpede sig til den afgørende føring i løbet af kampens sidste to minutter.

Det skete med fem point i træk, og således gik det til, at Golden State Warriors vandt Western Conference for femte gang i træk.

I finalen skal Warriors møde vinderen af Eastern Conference. Her fører Milwaukee Bucks med 2-1 i kampe over Toronto Raptors. Uanset resultatet af den serie vil Warriors møde et hold, der har langt mindre finaleerfaring.

Tre i træk?

Bucks har kun været i finalen to gange. Det var i 1971 og 1974, hvor det blev til henholdsvis sejr og nederlag. Toronto Raports har aldrig været i finalen før.

Til sammenligning har Golden State Warrirors været i finalen fem gange inden 2019-finalen. Det er endt med fire mesterskaber, og nu har holdet mulighed for at vinde den tredje titel i træk.

  • 1975: Warriors slog Washington Bullets
  • 2015: Golden State Warriors slog Cleveland Cavaliers
  • 2016: Cleveland Cavaliers slog Golden State Warriors
  • 2017: Golden State Warriors slog Cleveland Cavaliers
  • 2018: Golden State Warriors slog Cleveland Cavaliers

Dertil kan man lægge yderligere fem finaler fra dengang, holdet hed Philadelphia Warriors og San Francisco Warriors. Det endte med to sejre og tre nederlag i 1940'erne, 1950'erne og 1960'erne.

Stephen Curry og Draymond Green fejrer sejren i Western Conference.
Stephen Curry og Draymond Green fejrer sejren i Western Conference. Foto: Steve Dykes / Ritzau Scanpix