Stjernens comeback fik hallen til at eksplodere: - Jeg får voldsomme kuldegysninger

Klay Thompson forlod banen med et overrevet korsbånd i den sjette NBA-finalekamp. Da han vendte tilbage, eksploderede tilskuerne.

- Jeg ved ikke med dig, Peter, men jeg får voldsomme kuldegysninger lige nu.

Ordene kommer fra TV 2 SPORTs basketballkommentator Thomas Bilde. De faldt midt under den sjette kamp i NBA-finaleserien, da Warriors-stjernen Klay Thompson vendte tilbage til banen.

Hans entré fik tilskuerne i hallen til at bryde ud i ekstatisk jubel. Kort forinden var han kommet til skade i en situation, hvor han fik tildelt to straffekast. Ifølge reglerne SKAL man selv skyde straffekastene, ellers må man ikke spille mere i resten af kampen.

Derfor var hans entré så essentiel. Den store stjerne gav det et forsøg i håb om at gennemføre kampen, og med to scoringer øgede han Golden States føring til 85-80 – og stemningen i hallen.

Desværre for Thompson og Golden State Warriors dalede både stjernens deltagelse og stemningen derefter. Med lidt over to minutter tilbage af tredje quarter måtte kampens topscore opgive at spille videre, og i sidste endte tabte Golden State Warriors med 114-110.

Det betyder, at Toronto Raptors vandt NBA-trofæet med 4-2 i kampe. Med Klay Thompsons skade i den sidste finalekamp blev der bundet en kedelig sløjfe for fortællingen om serien, lyder det fra TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang.

- Over seks kampe står Toronto som den fortjente vinder, men historien om Warriors’ skader hører med til den her finale, siger Peter Wang.

- Der var jo den her lille ting med Kevin Durant, om han blev klar. Han startede finaleserien med at være skadet, og så blev han mere skadet i de få minutter, han spillede.

Toronto Raptors er det første hold uden for USA, der vinder NBA.

Klay Thompson overrev sit korsbånd og forventes ude i mindst otte måneder.