Basketball

NBA-stjerne med utrolig historie græd og græd, da han modtog stor hæder

Giannis Antetokounmpo blev i nat hyldet som sæsonens bedste spiller i NBA. Og det var en tydelig berørt græker, der modtog prisen.

- Åh mand, jeg er nervøs, okay?

Sådan startede Giannis Antetokounmpo med kælenavnet "Greek Freak" sin takketale, da han i nat blev kåret til årets MVP, den mest værdifulde spiller, i verdens stærkeste basketballliga NBA.

Og det blev starten på en tale, hvor der blev længere og længere mellem ordene, og kortere og kortere mellem tårerne.

- For to, tre år siden havde jeg et mål i mit hoved; det mål var at blive den bedste spiller i ligaen, sagde grækeren på scenen, mens hans stemme knækkede, og vandstanden i øjnene steg.

- Jeg ville gøre alt, hvad det krævede for at vinde, og jeg ville vinde MVP-prisen. Hver eneste gang jeg træder ud på gulvet, tænker jeg på min far, og det motiverer mig til at spille hårdere og blive ved med at bevæge mig fremad - selv når min krop er øm, og jeg ikke føler for at spille, dukker jeg altid op og gør det rigtige.

Grækerens far, Charles Antetokounmpo, døde i september 2017 af et hjerteanfald, og han blev 54 år. Han boede i de sidste år af sit liv i Milwaukee, hvor sønnike Giannis Antetokounmpo har spillet siden 2014.

Han blev nemlig draftet i 2013 af Milwaukee Bucks. Inden da spillede han en enkelt sæson i EFAO Zografou B. C., der dengang tørnede ud i den anden bedste række i Grækenland.

I den seneste sæson førte grækeren Milwaukee Bucks frem til den bedste statistik i knap 40 år med 60 sejre i grundspillets 82 kampe.

- Jeg vil takke ejerne for at tro på mig, da jeg var 18 år dengang i Grækenland. De tillod, at jeg skulle lede det her hold, og de troede på mig, lød det videre fra Giannis Antetokounmpo.

Bare det at vokse op og gå igennem livet og opleve, hvor hårdt livet var for mig og min familie, gør, at jeg altid vil forblive ydmyg.

Giannis Antetokounmpo

Statsløs og gadesælger som barn

Grækeren har en kontrakt på cirka 160 millioner kroner i år. Tilværelsen er derfor luksuriøs for basketballspilleren, men sådan har det ikke altid været.

Giannis Antetokounmpo er søn af nigerianske immigranter, der flygtede illegalt til Grækenland og boede i et slumkvarter i Athen. Han støttede op om familien ved blandt andet at sælge solbriller på gaden som barn.

Som barn var han ifølge Teller Report altid bange for at blive deporteret, og han var statsløs, indtil han fyldte 18 år.

- Bare det at vokse op og gå igennem livet og opleve, hvor hårdt livet var for mig og min familie, gør, at jeg altid vil forblive ydmyg. Selv nu betyder det ikke rigtig noget, om jeg får en kontrakt til 100 millioner dollars eller en kontrakt med Nike på 100 millioner dollars, har han tidligere fortalt til ESPN.

Giannis Antetokounmpos opvækst i trange kår har ligeledes gjort, at han har behandlet fans anderledes. ESPN har tidligere fortalt, at grækeren på vej ind i en spillerbus skrev autografer til nogle autografjægere og børn.

En af hans holdkammerater spurgte ham, hvorfor han gjorde det, når de formentlig bare ville tjene penge på det.

- Jeg ved, at de kommer til at sælge det, men jeg plejede at være det lille barn eller den lille dreng, som solgte ting på gaden, lød svaret dengang.

Måtte løbe til kamp

Giannis Antetokounmpos har stærke familiebånd, og da den græske basketballspiller blev kåret til årets MVP, sendte han da også en stor tak til sin familie.

- Jeg vil gerne takke min fantastiske mor. Hun er ikke bare min mor, hun er min helt, sagde han blandt andet og takkede også resten af familien.

I år har grækeren en kontrakt, hvor han tjener omkring 160 millioner kroner. I sit første år i USA tjente han dog ikke ligeså mange penge, men han var opsat på at sende penge hjem til familien i Grækenland.

Det gjorde han til trods for, at det i nogle situationer fik konsekvenser for ham. I 2014 skrev Chris Manning, der er journalist på Sports Illustrated, en anekdote om det daværende stortalent på Twitter.

I sin første sæson i klubben tog Giannis Antetokounmpo i banken for at sende penge hjem til familien. Efterfølgende indså han dog, at han ikke havde penge nok til at tage en taxa til arenaen efter overførslen.

Men det var kampdag, så grækeren begyndte at løbe mod arenaen. Han nåede at løbe mere end halvanden kilometer, inden et par genkendte ham som Milwaukee Bucks' førsteårsspiller. De samlede ham op og kørte ham til kampen.

Begyndelsen på noget større

Giannis Antetokounmpo og hans hold Milwaukee Bucks nåede til semifinalerne i årets NBA, hvor de tabte serien 4-2 til Toronto Raptors.

Og selvom grækeren nu står med MVP-trofæet og er en af NBAs største stjerner i en alder af bare 24, drømmer han fortsat større.

- Det her er bare begyndelsen. Jeg vil gerne vinde mesterskabet – ligesom min far lærte mig, vil jeg altid have mere og mere uden at være grådig. Mit mål er at vinde mesterskabet, og jeg vil gøre alt for at gøre det muligt, afsluttede Giannis Antetokounmpo sin takketale.

Grækeren er den fjerde ikke-amerikaner, der bliver kåret til den vigtigste spiller i NBA.