Grækenland kræver dommere straffet efter VM-exit

16x9
Thanasis Skourtopoulos under VM i basketball. Foto: Wang Zhao / Ritzau Scanpix

Grækerne er fortørnede over, at NBA-stjerne blev udvist i slutningen af den vitale VM-kamp mod Tjekkiet.

Landstræneren for det græske basketballandshold, Thanasis Skourtopoulos, kræver karantæne til de dommere, der havde ansvaret for grækernes VM-kamp mod Tjekkiet mandag.

Grækerne vandt 84-77, hvilket ikke var nok til at avancere til kvartfinalerne, og i den græske lejr er man rasende over, at stjernespiller Giannis Antetokounmpo blev idømt fem fejl undervejs, hvilket er ensbetydende med udvisning.

Behandlingen af NBA-profilen er et udtryk for "mangel på respekt", ifølge landstræneren.

- Han gik på banen for at fighte, men selvfølgelig fik han ikke den respekt, han ønskede. Her tænker jeg på to af de fejl, han blev idømt i dag (mandag, red.), siger Skourtopoulos ifølge AFP.

- Du kan ikke dømme den slags fejl mod sådan en spiller, tilføjer han.

Overfor AFP bekræfter en talsmand for Grækenlands Basketballforbund, at man vil rette henvendelse til Det Internationale Basketforbund (Fifa) med krav om karantæne til kampens tre dommere.

Grækenland havde brug for en sejr på mindst 12 overskydende point over Tjekkiet for at holde VM-deltagelsen i live.

Og grækerne førte faktisk med 12 point i begyndelsen af sidste quarter, inden tjekkerne fik reduceret.

Den efterfølgende udvisning af Giannis Antetokounmpo var et hårdt slag for grækerne, der altså måtte nøjes med en sejr på syv point.

- Jeg er ked af det, for vi skuffede en masse fans i Grækenland, og fans som har støttet os her ved VM, siger landstræneren.