Tredobbelt NBA-vinder stopper karrieren, der burde være endt i 2007

16x9
Fredag sagde Shaun Livingston farvel til NBA. Foto: Gregory Shamus / Ritzau Scanpix

Fredag annoncerede Shaun Livingston enden på sin NBA-karriere. Nu står han tilbage som et eksempel på en af sportens smukkeste succeshistorier.

Artiklen er redigeret 24. september, så den nu indeholder kildehenvisninger og kildeangivelser. Artiklens opbygning er blevet ændret, og Shaun Livingstons eget Instagram-opslag er nu blevet indlejret.

Efter 15 år i NBA og tre mesterskaber takker Shaun Livingston af.

Det er ikke meritter, færdigheder eller vilde højdepunkter, der gør, at Livingston vil blive husket som en succeshistorie.

Livingston vil blive husket for et af sportens vildeste comebacks.

- Shaun Livingstons historie er en af ​​de mest inspirerende i professionel sportshistorie, siger Bob Myers, der er basketballpræsident i Golden State Warriors, til San Francisco Chronicle.

Shaun Livingston blev draftet tilbage i 2004 som nummer fire af Los Angeles Clippers, men løb i 2007 ind i en meget voldsom skade.

Livingston smadrede det forreste korsbånd, det bagerste korsbånd og menisken i samme aktion. Oven i det blev knæets vævsbånd beskadiget, og knæskallen gik af led, skriver San Francisco Chronicle.

Shaun Livingston tilbage i 2004 hvor han blev draftet til NBA som nummer fire.
Shaun Livingston tilbage i 2004 hvor han blev draftet til NBA som nummer fire. Foto: Jeff Haynes / Scanpix Denmark

Det var ikke i et eller andet vildt sammenstød, men blot et ganske rutinemæssigt layup i en duel med en enkelt forsvarsspiller, hvor underdelen af benet vendte sig modsat, da han landede.

Selv omtaler hovedpersonen skaden som ’the injury’, som oversat til dansk betyder ’skaden’.

- Jeg burde ikke være her. Enhver, der er gået imod oddsene, forstår den mentale og følelsesmæssige belastning i at finde inspiration, når det går op ad bakke. 'Skaden' gav mig en chance for at finde og bevise over for mig selv (og verden), at jeg ikke ville blive defineret af mine omstændigheder skriver Shaun Livingston blandt andet i sit farvelopslag på Instagram.

Ifølge The Ringer undersøgte lægerne knæet for koldbrand og overvejede at amputere det, men benet og knæet blev reddet, og efter 20 måneders intensiv genoptræning havde Livingston skrevet under på en kontrakt med Miami Heat, ifølge The Ringer.

Livingston fik dog kun fire kampe hos Heat, inden de sendte ham til Grizzlies, hvor han blev fristillet med det samme.

Efterfølgende var han i D-League, som er NBA's udviklingsliga, hos OKC, men fik så også chancen hos Wizards, Bobcats, Bucks, Wizards igen og Cavaliers.

Den perfekte afslutning

2013 blev Livingstons vendepunkt. Efter en flot sæson hos Nets stod Warriors klar med en kontrakt.

Fra dette øjeblik blev Livingston en del af det vilde Golden State Warriors-dynasti, hvor han de seneste fem sæsoner var med til at vinde tre mesterskaber.

Han var ikke en Steph Curry, Kevin Durant eller Klay Thompson-type, men den rolle, han spillede, fik alligevel en kæmpe betydning.

Ikke fordi han var iøjefaldende, men fordi han forstod sin rolle. Han hjalp godt til i defensiven og mestrede midrange-skuddet.

 Barack Obama hædrer Warriors' 2015-mesterskab sammen med Draymond Green, Stephen Curry og Shaun Livingston.
Barack Obama hædrer Warriors' 2015-mesterskab sammen med Draymond Green, Stephen Curry og Shaun Livingston. Foto: Mandel Ngan / Scanpix Denmark

Faktisk tog Livingston hele 45 procent af alle sine skud mellem tre og fem meter fra kurven, hvorimod kun 9,6 procent af alle skud i NBA ellers blev forsøgt fra den distance, skriver The Ringer.

Karrieren sluttede dog ikke med et mesterskab i 2019, da Toronto Raptors besejrede et skades ramt Warriors-mandskab over seks kampe. Men karrieren er slut nu, og Livingston er stolt.

På trods af en voldsom skade kom Livingston tilbage i NBA og vandt tre mesterskaber på blot fem år. Shaun Livingston står nu tilbage som et smukt eksempel på, hvad der er muligt, selvom alle odds er imod en.