Basketball

NBA-stjerner udvist efter slåskamp - fortsatte skænderi på nettet

Forholdet mellem NBA-stjernerne Joel Embiid og Karl-Anthony Towns har længe været anspændt. Natten til torsdag havnede de i slåskamp.

Det gik vildt for sig i tredje quarter af NBA-kampen mellem Philadelphia 76ers og Minnesota Timberwolves natten til torsdag dansk tid.

Pludselig fløj de to holds højtprofilerede centerspillere Joel Embiid og Karl-Anthony Towns nemlig i flæsket på hinanden, så der måtte adskillelige holdkammerater til at skille de to store spillere fra hinanden.

- Der skete lidt af hvert i de tre foregående angreb, og det gik egentlig, som jeg gerne ville have det. I deres sidste angreb stjal vi bolden fra dem, og min hånd blev holdt fast, og så holdt vi pludselig fast i hinanden. Sådan er basketball, og det er det, jeg er god til - at trænge ind i folks hoveder, fortalte Joel Embiid efter kampen til ESPN.

De to store spillere - hvad angår både status og statur - blev begge udvist, men før Embiid forlod rampelyset, benyttede han lejligheden til at gejle hele arenaen op med råb og jublende fagter.

Du kan se hele episoden i videoen over artiklen.

Efter kampen var Karl-Anthony Towns, der populært kaldes 'KAT', ikke lige så snakkesaglig, men Minnesota-guarden Jeff Teague støttede sin holdkammerat.

- Som man tydeligt kunne se i aften, er han en hård hund. Han er her for at gøre sig bemærket. Jeg synes, det viste en masse vilje, og jeg er helt på hans side, sagde Teague.

Philadelphia 76ers vandt kampen sikkert med 117-95, og selvom han missede resten af opgøret, blev Joel Embiid delt topscorer med 19 point.

Kampen fortsatte på sociale medier

De to duellanter er kendt for at snakke dårligt om og til hinanden både på og uden for banen, og nattens kamp var ikke mange timer gammel, før kamphanerne gik til den igen.

- Jeg blev opfostret blandt løver, og i aften blev jeg mødt af en kat, skrev Embiid blandt andet på Twitter med reference til Karl-Anthony Towns' kælenavn.

Karl-Anthony Towns gjorde sidenhen grin med ovenstående tweet ved at kommentere et gammelt billede fra et tidligere møde mellem de to, og det fik Joel Embiid til at sende nok en svada afsted.

- Den her tough guy er ingenting. Du ved, hvad du er, og hvad du altid har været - en pussy. Jeg har slået dig, og vær venlig at kvalificere dig til slutspillet, før du snakker. Alle ved, at jeg ejer dig.

Philadelphia 76ers har gjort rent bord i de første fire kampe, mens nattens nederlag var Minnesota Timberwolves' første i denne sæson.