Basketball

Basketkvinder taber også kamp to i EM-kvalifikationen

Her er det Emilie Hesseldal. For første gang i 19 år deltager det kvindelige basketlandshold i en EM-kvalifikation. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Claus Bech / Ritzau Scanpix

De danske basketballkvinder tabte søndag hjemme til Italien i EM-kvalifikationen.

To nederlag i to kampe var resultatet for de danske basketballkvinder i EM-kvalifikationen.

Søndag tabte Danmark med 72-82 hjemme til Italien, som på forhånd var storfavorit til at vinde opgøret.

Det kvindelige danske landshold i basketball er i disse dage på banen i en kvalifikationsturnering for første gang i 19 år.

I torsdags tabte Danmark på udebane til Rumænien i den første kvalifikationskamp frem mod EM i 2021. Danskerne tabte den første kamp med 55-70.

I søndagens kamp var italienerne i teten i det meste af kampen og kom foran 24-18 efter første periode.

Det blev ikke bedre i anden periode for danskerne, der på et tidspunkt var bagud 32-45.

Danmark nåede at reduceret til 38-47 midtvejs i kampen.

Italien øgede føringen i tredje periode, hvor udeholdet kom foran med 64-51.

I fjerde periode var Danmark godt med og tilmed ved at skabe spænding i kampen og få kontakt.

Ida Tryggedsson, som blev dansk topscorer med 18 point, reducerede til 72-76 med lidt under halvandet minut tilbage af kampen, men Italien trak igen fra med seks point i træk til slut.

- Det var alt for fedt. Vi kom fra ingenting, og så spillede vi bare med et af de bedste hold i Europa, siger Tryggedsson og tilføjer:

- Må man godt sige, at der nok ikke var nogen, der troede på det her med hjertet for en uge siden?

Tryggedsson fremhæver danskernes bredde som en af nøglerne til at holde kampen tæt.

- Det var vigtigt, at når vi skiftede ud, så kom der noget andet på banen, men niveauet faldt ikke. Alle bidrog med noget forskelligt, og det var virkelig et hold, der spillede i dag.

- Det har det jo været hele vejen, da vi startede med crowdfunding for at gøre det muligt, siger hun.

De danske kvinder har selv stået i spidsen for en indsamling, der har skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til at finansiere kvalifikationen.

Det skyldes, at Danmarks Basketball Forbund ikke har økonomi til at betale for to landshold, og forbundet har valgt at poste penge i herrelandsholdets EM-kvalifikation.

Landstræner Jesper Krone var stolt over sit holds præstation.

- Den præstation, vi leverede, er værdig for de 1500-1600 mennesker, der var i hallen, og den er værdig for os og dansk kvinde- og pigebasket, siger Jesper Krone.

Danmarks næste kamp er først i november 2020.