Basketball

Har frygtet at blive myrdet - med hjælp spiller han igen uden for USA

Enes Kanter ankommer til hallen i Toronto. Vaughn Ridley / Ritzau Scanpix

Den tyrkiske spiller Enes Kanter betræder for første gang i 2019 et halgulv uden for USA's grænser, når Boston Celtic møder Toronto Raptors i NBA.

Se NBA hele aftenen og natten på TV 2 SPORT med fem direkte kampe.

Velankommet til Toronto i Canada gik basketballspilleren Enes Kanter ind i arenaen iført en t-shirt med budskabet "Freedom for ALL" - frihed for ALLE.

Som alle holdkammeraterne i Boston Celtics er han klar til kamp på den traditionsrige første juledag i NBA, men for Kanter er det bestemt ikke en selvfølge.

Først for to dage siden stod det klart, at han var i stand til at rejse med resten af holdet til Toronto i Canada. Han takker flere højtstående enheder og personer - herunder Canadas premierminister, Justin Trudeau, NBA og hans egen manager:

- De har arbejdet flittigt for at gøre det muligt for mig at deltage i julekampen mod Raptors og samtidig garantere for min sikkerhed.

- Så første juledag vil jeg spille min første kamp som Celtics-spiller uden for USA, når jeg går på banen mod Raptors, skriver Kanter selv i Torontos medie Globe and Mail, der har lagt side til spillerens budskab.

Frygtede mord i London

Historien har politisk baggrund, da tyrkiske Enes Kanter har raget sig uklar med den tyrkiske regering og i særlig grad med landets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Det har også fået sportslige konsekvenser.

Siden november 2018 har Enes Kanter ikke spillet uden for USA's grænser, og det hele kulminerende i januar for snart et år siden, da hans daværende klub, New York Knicks, skulle spille i London.

Den tyrkiske center-spiller er således efterlyst i Tyrkiet, hvor der er udstedt en arrestordre på ham. Derfor frygtede han at blive myrdet af tyrkiske spioner, så snart han nåede til Europa.

- Jeg tager desværre ikke med til London på grund af den rablende vanvittige tyrkiske præsident. Der er en risiko for, at jeg kan blive myrdet der. Så jeg bliver bare her og træner, sagde Kanter 5. januar i år.

Modtager ugentligt dødstrusler

Tidligere har den 26-årige NBA-spiller kaldt Recep Tayyip Erdogan for ’vort århundredes Adolf Hitler’, efter at den tyrkiske regering bekendtgjorde, at hans far skulle være en del af en terrorcelle. Siden har der været verbal krig, og forud for kampen i London fortsatte han sin kritik af den tyrkiske præsident.

I sit skriv på mediet Globe and Mail slår Kanter igen fast, at han ikke har været i stand til at spille andre steder end USA på grund af hans politiske udmeldinger, hvor han langer ud efter præsident Erdogan.

- Næsten hver uge modtager jeg dødstrusler. Jeg har allerede overlevet et kidnapningsforsøg i Indonesien. Jeg ved ikke, hvad der venter mig, hver gang jeg rejser nogle steder. Så jeg er blevet tvunget til at misse kampe - inklusiv den i London tidligere på året, siger Kanter selv.

Kanters tyrkiske pas blev annulleret i 2017 - ifølge ham selv på grund af de politiske holdninger. Han har dog et såkaldt green card i USA, hvilket har givet ham permanent opholdstilladelse i USA.

Han kom til Boston Celtics i juli i år.