Basketball

Et farvel til én af de absolut største, siger ekspert om Kobe Bryants død

Basketball-legenden Kobe Bryant afgik søndag ved døden i en helikopterulykke.

Fem mesterskaber. Nummer fire på pointlisten i NBA. Ligaens mest værdifulde spiller i 2008.

Kobe Bryant tryllebandt fra 1996 til 2016 basketballfans verden over, da han for klubben Los Angeles Lakers gjorde sig til en af sin tids største navne i verdens største basketball-liga, NBA.

TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang modtog nyheden om Kobe Bryants død, da han var på vej til kommenteringen af en NBA-kamp søndag aften.

- I første omgang tænker man, at det ikke kan passe. På alle måder er det bare så trist, som noget kan være. Det skulle ikke ske nu, og det er frygteligt, siger Peter Wang.

- Det er et farvel til en af de absolut største. Ikke kun på banen, hvor han var en af de bedste spillere, vi nogensinde har set, for han er jo meget mere end det. Han er et ikon, og han er større end basketball. Han har en fanskare på verdensplan, som ikke kan matches. Det er en af de største overhovedet, vi tager afsked med.

Tilskuerne i sin hule hånd

Den 198 centimeter høje amerikaner med kælenavnet "The Black Mamba" debuterede for Los Angeles Lakers den 3. november 1996, hvor han blev den yngste spiller nogensinde til at debutere i NBA.

Kobe Bryant fejrer sin tredje NBA-titel i 2002 sammen med Rick Fox og Shaquille O'Neill

20 år senere indstillede han sin karriere med ordene "Mamba out" på gulvet i Los Angeles.

Bryant havde ført klubben frem til fem mesterskaber, og så havde han skrevet sig ind i historiebøgerne som den tredjemest scorende spiller med 33.642 point.

- Du har Larry Bird, Magic Johnson, LeBron James og Michael Jordan. Og så har du Kobe Bryant, siger Peter Wang.

- Jeg er lige ved at sige, det er svært at finde nogen, der har haft samme status. Det er et kæmpe tab for hele basketverdenen. Han er en fantastisk spiller og har gjort det på sin egen måde. Han har været en super individualist, har leveret på banen og vundet mesterskaber, men samtidig har han været en fuldstændigt fængslende type, man ikke har kunnet tage øjnene fra. Han har haft tilskuerne i sin hule hånd. De har elsket ham, fordi han har haft en vindermentalitet, der er meget amerikansk. Han har gjort det på en måde, som har været legendarisk.

Nåede at hylde LeBron James

Kobe Bryant nåede kort inden sin død at se den nuværende Los Angeles Lakers-stjerne LeBron James gå forbi Kobe Bryant på topscorerlisten i NBA.

Det skete natten til søndag, og Bryant var hurtigt til at hylde James med ordene "Nu gælder det andenpladsen, LeBron James. Fortsæt med at gøre spillet større og vise vejen for de næste," skrev han på Instagram sammen med en billede af de to superstjerner.

- Der er så mange meritter, man kunne fremhæve. Kobe er uden sammenligning et af de største navne. Jeg tror ikke, vi kan sætte store nok ord på, hvad han har betydet for NBA og gjort for fans. Derfor har vi set reaktioner fra fans og alle mulige andre, og der vil komme flere. Det er ikke til at forstå, siger Peter Wang.

Kampen mellem Denver Nuggets og Houston Rockets blev mærket af, at basketball-legenden Kobe Bryant døde i en helikopterulykke tidligere samme dag. Video: Malthe Henriksen

En fornøjelse at se på

LeBron James spillede sin sidste NBA-kamp den 13. april 2016. Det var hans kamp nummer 1566, og han sluttede selvfølgelig af med et brag og sikrede med 60 point en Lakers-sejr.

- Man taler om Michael Jordan som den bedste scorer nogensinde. Lige i hælene på ham kommer Kobe Bryant. Han er samme spillertype, samme højde og har modelleret sit spil efter Jordan. Det lykkedes. Bevægelsesmønstret har været det samme, og så har det været de her vanvittige enkeltmandspræstationer, han på daglig basis leverede. Han var en fornøjelse at se på banen. Han kunne levere, specielt når det virkelig gjaldt, siger Peter Wang.

Kobe Bryant sagde farvel i 2016 med ordene "Mamba out"

Kobe Bryant dannede par med Vanessa Laine Bryant, der sammen har børnene Natalia, Bianka, Gianna og Capri.

Alle de fem personer om bord på helikopteren blev dræbt. Ifølge Los Angeles Times og den anerkendte ESPN-journalist Adrian Wojnarowski var datteren Gianna også om bord.

Han blev 41 år. Datteren var 13.

Kobe Bryant

  1. 1996

    1. Kobe Bryant starter i LA Lakers

      Kobe Bryant opnåede legendestatus i LA Lakers. Han spillede i klubben fra 1996 til 2016.

  2. 1998

    1. Kobe Bryant kommer på NBA's All Star-hold

      Kobe Bryant formåede at komme på NBA's All Star-hold 18 gange.

  3. 2000

    1. Kobe Bryant vinder NBA-mesterskabet med Lakers

      Kobe Bryant vandt i 2000 NBA-mesterskabet.

      Sammen med resten af Lakers-mandskabet vandt Kobe Bryant NBA-mesterskabet fem gange.

  4. 2002

    1. Kobe Bryant bliver MVP på NBA's All Star-hold

      Kobe

      Kobe Bryant blev fire gange udvalgt som mest værdifulde spiller (MVP) på NBA's All Star-hold.

  5. 2006

    1. Kobe Bryant bliver topscorer i NBA-ligaen

      Kobe Bryant blev topscorer i NBA-ligaen to gange.

  6. 2007

    1. Kobe Bryant bliver MVP i grundspillet

      Kobe Bryant blev den mest værdifulde spiller (MVP) i grundspillet.

  7. 2008

    1. Kobe Bryant bliver MVP i finale-serien

      Kobe Bryant blev den mest værdifulde spiller (MVP) i finale-serien to gange.

  8. 2016

    1. Kobe Bryant stopper karrieren efter 20 sæsoner i NBA

      Kobe

      Kobe Bryant scorede 60 point i sin afskedskamp, hvilket førte Lakers til en sejr på 101-96 over Utah Jazz.