Basketball

LeBron James kravler forbi Kobe Bryant på topscorerliste

LeBron James er nu den spiller, der har scoret tredjeflest point i NBA-historien. Han overhaler Kobe Bryant.

33.655.

Det er antallet af point, som superstjernen LeBron James nu har lavet i basketligaen NBA, og det gør ham til den spiller, der har lavet tredjeflest point i ligaens historie.

Natten til søndag dansk tid lavede han 29 point for Los Angeles Lakers i nederlaget på 91-108 på udebane mod Philadelphia.

Pointene gjorde, at han undervejs passerede en anden tidligere Lakers-helt, Kobe Bryant, på listen over spillere med flest point i NBA.

LeBron James vil hellere rose Kobe Bryant, end han vil snakke om, at han er kravlet forbi ham på pointlisten.

- Jeg er bare glad for at blive nævnt i sammenhæng med Kobe Bryant. Han er en af tidernes bedste basketballspillere, og han er en af de bedste spillere i Lakers' historie.

- Han har to trøjer, der hænger i Staples Center (Lakers' hjemmebane, red.), det er jo vanvittigt, siger LeBron James ifølge Reuters.

LeBron James debuterede i NBA i 2003, og pointene er blevet lavet for Cleveland Cavaliers, Miami Heat og altså Los Angeles Lakers.

Selv om 35-årige LeBron James fortsat laver massevis af point, hver gang han spiller en NBA-kamp, går han næppe forbi nummer to på pointlisten, Karl Malone, lige foreløbig. Det kræver yderligere 3273 point.

Her er de ti spillere, der har lavet flest point i NBA's historie:

  1. Kareem Abdul-Jabbar 38.387
  2. Karl Malone 36.928 point.
  3. LeBron James 33.655 point.
  4. Kobe Bryant 33.643 point.
  5. Michael Jordan 32.292 point.
  6. Dirk Nowitzki 31.560 point.
  7. Wilt Chamberlain 31.419 point.
  8. Shaquille O'Neal 28.596 point.
  9. Moses Malone 27.409 point.
  10. Elvin Hayes 27.313 point.