Basketball

Kobe Bryant ’stod bare og smilede’, da dansker ville bestemme kampbold

Den danske basketballspiller Chanan Coleman stod i 2015 overfor Kobe Bryant, da hans israelske hold var på træningstur i USA.

Den 11. oktober 2015 står som en helt speciel dag for den danske basketballspiller Chanan Coleman. Det var dagen, hvor han pludselig stod overfor den nu afdøde superstjerne Kobe Bryant.

- Det er noget, jeg altid vil huske tilbage på og noget af det største jeg har oplevet i min karriere, siger Chanan Colman til TV 2 SPORT.

Sammen med sin daværende israelske klub Maccabi Haifa var den danske landsholdsspiller på træningsrundtur i USA, hvor de spillere mod flere NBA-klubber. Deriblandt Los Angeles Lakers med Kobe Bryant på holdet.

- Selvom det kun var en træningskamp, så var det jo kæmpe stort at komme over og dække en spiller som Kobe Bryant op, og så endda også få en lille chit chat med ham inden kampen, siger han.

Kobe Bryant var netop kommet tilbage fra en skadepause på mere end et år, og der var derfor helt fyldt i Staples Center i Los Angeles, da Chanan Colman som anfører for Maccabi Haifa inden kampen skulle stå ansigt til ansigt med den tidligere superstjerne, der søndag afgik ved døden i et helikopterstyrt.

- Vi havde begge bold, som vi gerne ville spille. Jeg ville gerne spille med min, men så stod han bare og smilte, og det var nok til at dommerne kiggede med kæmpe øjne på ham. Og så spillede vi med hans bold, fortæller han.

Husker særligt én sekvens

Kobe Bryant er anset som en af de største basketballspillere i historien, og i sin 20 år lange karriere nåede han blandt andet at vinde fem NBA-titler og score hele 33.643 point i verdens bedste basketball-liga. Og altså også at spille overfor danske Chanan Colman.

- Jeg dækkede ham op flere gange i løbet af vores kamp, og jeg husker især en seksvens, hvor Kobe fik bolden omkring 3-4 meter fra kurven. Og jeg fik egentlig stoppet ham i første omgang, så han blev nødt til at tage bolden op. Og jeg tækte: Helt sikkert, nu har jeg ham.

Men så mærkede danskeren på egen krop, hvorfor Kobe Bryant blandt andet har scoret hele 81 point i én NBA-kamp.

- Han rystede mig bare af og lavede sit klassiske fade away og scorede to point lige i skallen på mig, Jeg ville jo bare stoppe ham fra at score. Og det kunne jeg så ikke, siger han.

Aftenens planer blev aflyst

Derfor ramte nyheden om Kobe Bryants død også Chanan Colman hårdt.

- Jeg sad og skulle se noget TV med nogle venner, som vi gør hver søndag, men det blev hurtigt aflyst, da vi fandt ud af det. Han har været en superhelt i vores øjne, så det ramte hårdt, og det kan godt mærkes, siger han.

Kobe Bryant og otte andre - heriblandt hans 13-årige datter Gianna - mistede livet i en helikopterulykke søndag aften dansk tid.