Basketball

'Fuldstændig knust' hustru sætter ord på tabet af Kobe Bryant og datter

Kobe Bryants enke Vanessa Bryant takker på Instagram de mange mennesker, der har sendt støttende beskeder til familien, efter det fatale helikopterstyrt, der kostede Kobe Bryant og datteren Gianna livet. Jean-baptiste Lacroix / Ritzau Scanpix

Basketball-ikonet Kobe Bryants hustru skriver i et opslag på Instagram, at familien går gennem en svær tid.

Vanessa Bryant bryder nu tavsheden om tabet af sin mand og den ene af familiens fire døtre. Det sker, tre dage efter at basketball-legenden Kobe Bryant og 13-årige Gianna Bryant mistede livet i en helikopterulykke.

I et opslag på det sociale medie Instagram natten til torsdag dansk tid skriver hun, at hun er "fuldstændig knust".

- Mine piger og jeg vil gerne takke de millioner af mennesker, der har vist os støtte og kærlighed i denne forfærdelige tid. Tak for jeres bønner. Dem har vi brug for, skriver hun.

- Vi er fuldstændig knuste over det pludselige tab af min elskede mand, Kobe - en fantastisk far til vores børn - og min smukke, søde Gianna - en kærlig, betænksom og dejlig datter og fantastisk søster til Natalia, Bianka og Capri.

Helikopteren med i alt ni personer om bord styrtede søndag ned i byen Calabasas vest for Los Angeles. Alle ni omkom i styrtet.

- Vi er fortvivlede på vegne af de familier, der mistede deres elskede søndag, og vi deler deres sorg, skriver Vanessa Bryant videre på Instagram.

I opslaget deler hun samtidig et familiefotografi af sig selv, Kobe Bryant og deres fire døtre.

- Der er ikke ord nok til at beskrive vores smerte lige nu. Jeg trøster mig ved at vide, at Kobe og Gigi (Gianna, red.) var elsket. Vi var heldige at have dem i vores liv. Jeg ville ønske, at de var hos os for altid, skriver Vanessa Bryant.

- Jeg ved ikke, hvordan vores liv vil blive efter i dag, for det er umuligt at forestille sig et liv uden dem.

- Vi takker jer for at dele vores glæde, vores sorg og jeres støtte. Vi vil bede om, at I vil respektere det privatliv, vi får brug for til at navigere i denne nye virkelighed.

Vanessa Bryant og Kobe Bryan mødte hinanden i 1999, da de var blot henholdsvis 17 og 21 år. De blev gift i april 2001.

Kobe Bryant blev 41 år. Han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede i 2016.

I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber. Han spillede 1346 kampe i NBA.