Basketball

Medier: Kobe og Gianna Bryant begravet i hemmelighed

Kobe Bryant og datteren Gianna, der omkom i et helikopterstyrt, er nu blevet begravet. Jerome Miron / Ritzau Scanpix

Ifølge Fox 11 og Los Angeles Times er Kobe Bryant og hans datter blevet begravet ved en privat ceremoni.

Den afdøde basketballstjerne Kobe Bryant og hans 13-årige datter Gianna Bryant er blevet begravet ved en privat ceremoni.

Det skriver medierne Fox 11 og Los Angeles Times, der har set Kobe Bryants dødsattest.

Ceremonien blev angiveligt afviklet i hemmelighed i Pacific View Memorial Park, der ligger tæt på deres hjem i Californien, fredag 7. februar.

Kobe og Gianna Bryant samt syv andre personer omkom 26. januar, da de befandt sig ombord på en helikopter, der styrtede i byen Calabasas, som ligger omkring 40 kilometer vest for Los Angeles.

Politiet efterforsker fortsat omstændighederne omkring styrtet.

Kobe Bryant er en af de største navne i amerikansk basketball gennem tiderne, og han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.

I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber. Han spillede 1346 kampe i NBA.

Den tragiske ulykke fandt sted, mindre end et døgn efter at Bryant var blevet overhalet af den nuværende Lakers-stjerne LeBron James på alle tiders topscorerliste.

På 20 sæsoner scorede Kobe Bryant 33.643 point i grundspillet. Foruden LeBron James er det kun Kareem Abdul-Jabbar og Karl Malone, der har scoret flere point gennem historien.

24. februar finder en offentlig ceremoni sted i Staples Center, der blandt andet er hjemmebane for Los Angeles Lakers.