Basketball

Ekspert kalder video med Obama og Jordan for noget af det smukkeste, han har set

Den afdøde NBA-legende Kobe Bryant fyldte meget i en fornem og rørende intro til All Star-kampen.

Du skulle være lavet af noget helt specielt, hvis ikke du sad med en lille klump i halsen eller lidt gåsehud på armene efter introen til NBA's All Star-kamp natten til mandag.

Michael Jordan, Barack Obama og en imponerende hyldest af den afdøde Kobe Bryant var bare nogle af ingredienserne i en flot tilrettelagt åbning på den store showkamp.

Den halve time lange åbningsseance var også én, der gjorde stort indtryk på TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang, der selv var til stede og kommenterede begivenhederne i United Center i Chicago.

- Det er noget af det smukkeste, jeg har set. Er du svimmel en intro. Jeg kan ikke mindes noget, der har været bedre.

Og det er en imponerede bedrift. Særligt taget i betragtning af Kobe Bryant og datteren Giannas død i en helikopterulykke tilbage i januar.

- Jeg synes, det har været tydeligt at mærke, at alle gerne ville have det her til at blive en god oplevelse. Det hele har været sobert, og det har ikke været for meget. De har ramt det 'spot on', forklarer Peter Wang.

Magi fra Magic

Første punkt på introprogrammet var legendariske Magic Johnson, der tonede frem i hallen og holdt en imponerende tale.

Udover at hylde Kobe Bryant kom Johnson ligeledes med ekstremt flotte ord om den tidligere kommissær for NBA David Stern, der døde 1. januar i år af efterveerne fra en hjerneblødning.

- Vi har mistet to medlemmer af NBA-familien, der har betydet så meget for ligaen og fans over hele landet, indledte den femdobbelte NBA-mester sin åbningstale af All Star-kampen.

- David Stern er én af de bedste kommisærer, nogen sportsliga har haft. Han tillod mig at spille i All Star-kampen, da jeg lige havde fået konstateret HIV i 1992. Han reddede mit og millioner af andres liv, hvorefter Kobe Bryant blev nævnt for første gang ved navn.

- Kobe Bryant... Det siger jeg lige en gang til, for det jubelbrøl burde være højere.

Legenden fik det svar, han ville have. "Kobe, Kobe, Kobe" lød det fra de godt 23.000 mennesker i United Center.

- Vi ser aldrig en spiller som Kobe igen, lød det blandt andet, inden NBA-legenden opfordrede alle til hånd i hånd at holde 8 sekunders stilhed.

Herefter trådte Jennifer Hudson frem og sang 'For All We Know' ledsaget af en række ikoniske billeder af den nu afdøde NBA-legende og datteren Gianna, der ligeledes mistede livet i helikopterulykken i januar.

Magic Johnson holdt en flot tale ledsaget af spillerne på de to hold.

Hyldest til Chicagos helte

Efter den rørerende hyldest af David Stern samt Kobe og Gianna Bryant, blev fokus rettet mod byen Chicago, der for tredje gang i historien var værter for NBA's All Star-kamp.

I en flot og pompøs video blev der sat fokus på de mange store personligheder i den kulturelle verden, som byen har været med til at skabe.

Og det er rigtig svært at sige Chicago og basketball i samme sætning uden ikke også at nævne Michael Jordan, der af mange betragtes som den bedste nogensinde og i øvrigt vandt seks NBA-mesterskaber med byens NBA-hold, Chicago Bulls.

- Chicago har altid støttet mig. Og vi har alle været med til at forme byen, lød det fra den nu 57-årige Jordan, der godt nok er født i New York, men betyder mere end de fleste for Chicago.

Herefter kom turen til den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og konen Michelle.

- De er vores helte. De har 'swag', omtalte byens andre personligheder som blandt andet Chance the Rapper og Michael Jordan og Obamaerne, der er opvokset i Chicago.

- Det var her, jeg blev en mand. At Michelle og jeg repræsenterer Chicago er en stor ære, forklarede Barack Obama.

Jennifer Hudson leverede en flot vokal til fine billeder af Kobe Bryant.

Rørende afslutning med Kobe i fokus

Den fornemme hyldest af Chicago blev afsluttet af den amerikanske rapper Common, der smukt satte ord på nogle af de ting, Chicagos mange helte har udrettet, og den store inspiration de er for byens unge.

Her blev den nu tidligere NBA-stjerne Dwayne Wade set med en tåre i øjenkrogen i den meget fine hyldest af Chicago og dens heltes betydning for byen.

Til sidst rettede Common elegant fokus tilbage på Kobe Bryant.

- Han brugte sit spil til at røre verdens sjæl. En konge ved navn Kobe Bryant i lilla og guld. Selv i den mørkeste tid vil du se lyset fra Kobe, lød det, inden et stort jubelbrøl brød ud som afslutning på introen til 2020-udgaven af NBA's All Star-kamp.

All Star-kampen var kulminationen på en weekend med en række forskellige hyldester til Lakers-stjernen.

Kobe Bryant blev udtaget til NBA's All-Star-hold 18 gange og har rekorden for flest MVP's ved All Star-kampen.

Prisen som kampens mest værdifulde spiller gik til Team LeBrons stjernespiller Kawhi Leonard, der scorede 30 point.

Team LeBron vandt 157-155 over Team Giannis.