Basketball

Han skulle have været Danmarks første NBA-spiller

I denne uges NBA-podcast får du historien om det danske stortalent Christian Drejer, hvis lovende basketkarriere blev ødelagt af en alvorlig fodskade.

Christian Drejer var som født til at spille basketball i verdens største liga, NBA, da han i 2003 drog til USA for at forfølge den ultimative drøm: At blive den første dansker nogensinde blandt verdens bedste basketspillere.

Udover NBA-drømmen og den 205 centimeter lange krop, havde den dengang 18-årige Drejer en forrygende sæson fra den danske liga med i bagagen, der havde fået NBA-klubberne til at spærre øjnene op.

- Jeg spillede nogle kampe i Danmark, hvor der kunne sidde fem NBA-scouts og holde øje med mig. Og allerede på det tidspunkt sad der scouts hjemme ved min mor og fars middagsbord og sagde, at hvis jeg puttede mit navn i NBA-draften, så ville de også vælge mig, fortæller Christian Drejer blandt andet i podcasten.

Selvom der var udsigt til en kontrakt i verdens største basketballliga, så valgte Christian Drejer i stedet at tage et par sæsoner på et amerikansk college. Her var planen, at han skulle modnes og akklimatiseres til den amerikanske basketballkultur, men det endte i stedet med, at hans collegeophold hos Florida Gators skulle blive fatal for hans karriere.

For efter kort tid i USA forstuvede Drejer sin ankel og fik en stafylokokinfektion i ankelledet, som lægerne overså. Og så blev det rigtig alvorligt.

- Infektionen fik lov til bare spise min fod indefra, og lige pludselig havde jeg infektion i hele den nedre del af mit venstre ben, og jeg fik at vide, at min fod måske skulle skæres af.

- På det tidspunkt havde jeg tabt 22 kilo på 10 dage, og jeg lå bare på hospitalet og var dødelig syg. Og derfra tog det mig et par måneder bare at lære at gå igen, og så sad jeg ude hele næste år, fortæller han.

I et specialafsnit af TV 2 SPORTs NBA-podcast kan du få hele historien om Christian Drejers vej fra at være Danmarks største baskettalent nogensinde til at stoppe karrieren i en alder af kun 25 år.

Godt 10 år efter punktummet på den karriere, der både førte ham til USA og nogle af Europas bedste basketball-klubber, har vi mødt Christian Drejer til en snak om den store hype i ungdomstiden, dengang han blev draftet, mødet med NBA, tiden i Europa og den dag, hvor han måtte erkende, at han at han aldrig skulle ende i NBA.

- Til sidst kunne jeg bare ikke mere. Jeg spillede ellers på et fedt hold i Rom og havde den sejeste træner, så jeg ville så gerne fortsætte, men jeg kunne bare ikke, fortæller han.

Efter basketkarrieren flyttede Christian Drejer til Dubai, hvor han overtog et firma, og for et par år siden vendte han så hjem til Danmark, hvor han den dag i dag driver børnetøjsfirmaet Petit Nord sammen med sin kone.

Og selvom han nu har taget hul på et nyt kapitel i livet og at basketkarrieren nu ligger mere end 10 år tilbage, så vil Christian Drejer, der nu er blevet 37 år gammel, gerne tilbage til rødderne på et tidspunkt.

- Det sidder stadig i mig. Når man er blevet født med basketball i blodet, så har man også lyst til at blive involveret igen, så jeg håber, at jeg igen kan komme tilbage til basketball og finde min plads i et eller andet format, siger han.

Du kan finde afsnittet om Christian Drejers storhed og fald ved at søge på ’TV 2 NBA’ der, hvor du lytter til podcast. Eller også kan du høre på Soundcloud herunder.