Basketball

Familie, fans og basket-legender sagde farvel til Kobe Bryant

Michael Jordan, Vanessa Bryant og Shaquille O'Neal talte ved mindehøjtideligheden for Kobe og Gianna Bryant i Staples Center 24. februar 2020. Ritzau Scanpix/TV 2 SPORT

Basketballlegenderne Michael Jordan og Shaquille O'Neal delte deres minder om Kobe Bryant, og Kobe Bryants enke holdt en lang og tårevædet tale.

Mandag aften blev der taget afsked med Kobe Bryant og hans næstældste datter, Gianna på 13 år, ved en mindehøjtidelighed i Staples Center.

Stedet hvor Los Angeles Lakers spiller sine hjemmekampe.

Vanessa Bryant, Kobe Bryants enke, taler ved mindehøjtideligheden for Kobe og Gianna Bryant i Staples Center i Los Angeles 24. februar 2020.

Kendisser som Jimmy Kimmel, Jennifer Lopez og Snoop Dogg, nuværende og tidligere basketballstjerner som Michael Jordan, Shaquille O'Neal og Dwyane Wade samt familiemedlemmer og fans var samlet på Kobe Bryants tidligere hjemmebane gennem 20 år på en dato, 24/2, der var nøje valgt.

Kobe Bryant spillede med trøjenummer 24 fra 2006/07-sæsonen og frem til sit karrierestop i 2016, og Gianna spillede med nummer 2.

Omkom i helikopterstyrt

Den amerikanske basketballegende og datteren omkom sammen med syv andre i et helikopterstyrt i byen Calabasas, omkring 40 kilometer vest for Los Angeles, da de 26. januar var på vej til en amatørbasketballkamp på Mamba Academy.

Et ungdomsakadami i byen Thousand Oaks oprettet af Kobe Bryant.

Kobe Bryant, der blev 41 år, har efterladt sig sin 37-årige hustru Vanessa og de tre døtre Natalia, Bianka og Capri.

Enke med tårevædet tale

- Skat, du tager dig af vores GiGi, jeg gør det samme med Nani, BB og Coco. Vi er stadig det bedste hold, sagde Vanessa Bryant afslutningsvis, da hun holdt en lang og tårevædet tale ved mindehøjtideligheden.

- Vi elsker og savner jer, booboo og Gigi. Må I begge hvile i fred og have det sjovt i himlen. Indtil vi ses igen. Vi elsker jer begge og savner jer. For evigt og altid. Mor.

Læs hele Vanessa Bryants tale på Los Angeles Times' hjemmeside.

Michael Jordan hjalp Vanessa Bryant ned fra scenen, og lidt efter stod han selv foran mikrofonerne.

- Jeg beundrede ham på grund af hans passion. Man ser sjældent én, der forsøger at forbedre sig hver evig eneste dag, ikke bare i sport, men som forælder, som ægtefælle.

- Jeg er inspireret af, hvad han har gjort, og hvad han delte med Vanessa, og hvad han delte med sine børn, lød det blandt andet fra Jordan.

Du kan læse Michael Jordans tale her.

Kobe og Gianna Bryant blev begravet 7. februar ved en ceremoni, der blev afviklet i hemmelighed i Pacific View Memorial Park i Californien.

Herunder kan du se billeder fra mindehøjtidelighed i Staples Center.

Flere timer i forvejen begyndte store menneskeflokke at stille sig i kø foran Staples Center. Tusindvis af Los Angeles Lakers-fans og Kobe Bryant-fans deltog i mindehøjtideligheden for Kobe og Gianna Bryant. Kobe Bryant var Los Angeles mest populære sportsskikkelse, også efter han indstillede karrieren i 2016.
Beyoncé forlader mindehøjtideligheden for Kobe og Gianna Bryant. Hun indledte mindehøjtideligheden med sang omkring klokken 19.30 dansk tid.
En dybt berørt Vanessa Bryant måtte stoppe op flere gange, da hun holdt en rørende tale ved mindehøjtideligheden.
Tv-personligheden Jimmy Kimmel talte ved mindehøjtideligheden for Kobe og Gianna Bryant i Staples Center 24. februar 2020.
Også Alicia Keys (billedet) og Christina Aguilara spillede og sang ved mindehøjtideligheden.
Basketballlegenden Michael Jordan holdt en fantastisk tale ved mindehøjtideligheden, hvor han blandt andet fortalte, at Kobe Bryant var som en lillebror for ham.
Shaquille O'Neal, Kobe Bryants holdkammerat i Lakers fra 1996-2004, sagde blandt andet i sin tale, at han en dag henvendte sig til Bryant og sagde: "Kobe, der er ikke noget 'I' i 'team'." Kobe svarede: "Det ved jeg, men der er 'M-E' i det, røvhul."
Carmelo Anthony, basketballspiller i Portland Trail Blazers, deltog ved mindehøjtideligheden.
Los Angeles Lakers-fans forlader Staples Center efter mindehøjtideligheden for Kobe Bryant og hans næstældste datter, Gianna.
En række offentlige mindesmærker er blevet til efter Kobe og Gianna Bryants bortgang.