Coronavirus

LeBron James med ultimatum – nægter at spille uden fans

LeBron James har ikke lyst til at spille uden tilskuere.  Harry How / Ritzau Scanpix

Flere steder i Europa bliver fans nægtet adgang til sportsbegivenheder. I USA vil sådan et tiltag også gå ud over spillet på banen.

Ingen fans, ingen superstjerne.

LeBron James har tænkt sig at sidde over, hvis den amerikanske basketballliga NBA følger praksis fra eksempelvis Europa og spiller for tomme tribuner for at undgå eventuel smitte af coronavirus.

- At spille uden fans? Det er umuligt. Jeg spiller ikke uden fans i hallen. Det er dem, jeg spiller for. Det er dem, det hele handler om, siger LeBron James natten til lørdag.

Udtalelsen kom efter efter LA Lakers’ 113-103-sejr over Milwaukee Bucks – en sejr der i øvrigt sender Lakers videre til slutspillet for første gang siden 2013.

NBA: Forbered jer

Fredag blev dørene til stribevis af danske sportsbegivenheder lukket efter anbefaling fra statsminister Mette Frederiksen. I Italien er flere Serie A-kampe udsat, og de kommende kampe bliver også uden tilskuere.

I NBA har man indtil nu anbefalet spillerne at undgå at give autografer og highfives til fans for at undgå eventuel smittefare. Der er dog også rygter om, at LeBron James og de andre NBA-spillere kan ende med at spille i tomme haller.

CBS Sports skriver, at NBA-organisationen har sendt et brev til holdene, hvor det bliver indikeret, at de skal forberede sig på muligheden for at spille uden tilskuere.