Basketball

Coronafrygt får første NBA-hold til at lukke dørene

NBA-holdet Golden State Warriors lukker dørene for fans på grund af corona-virus. John Hefti / Ritzau Scanpix

Der kommer ingen fans til NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Brooklyn natten til fredag dansk tid.

På grund af risikoen for spredning af coronavirus har NBA-klubben Golden State Warriors valgt at spille for tomme tribuner i kampen mod Brooklyn Nets, der spilles natten til fredag dansk tid.

Beslutningen er truffet i samråd med myndighederne i San Francisco.

Det skriver basketballklubben i et opslag på Twitter og uddyber på sin hjemmeside:

- Vi fortsætter med at overvåge udviklingen tæt for at beslutte de næste skridt for fremtidige kampe og begivenheder. Vi sætter pris på forståelse og tålmodighed fra fans, gæster og partnere gennem denne hidtil usete periode, skriver Golden State Warriors på sin hjemmeside.

Alle arrangementer frem til 21. marts i Chase Center, der er Golden State Warriors' hjemmebane i San Francisco, bliver aflyst eller udsat, tilføjer holdet.

Golden State Warriors er den første klub i NBA, der har valgt at lukke døren for fans som følge af coronavirus. Ifølge det amerikanske medie ESPN er det på tegnebrættet at flytte nogle af basketligaens kampe til byer, der endnu ikke er ramt af coronaudbruddet.

Ifølge Johns Hopkins University er det bekræftet, at 157 personer er smittet med coronavirus i delstaten Californien, hvor San Francisco ligger. To er døde.

Warriors har været en magtfaktor i NBA i en håndfuld år, men i denne sæson har mandskabet fra Californien været det dårligste hold i den nordamerikanske basketliga.

Holdet har blot vundet 15 af 65 kampe og er langt fra en plads i slutspillet.

En af årsagerne er, at klubben gennem det meste af sæsonen har måttet undvære superstjernen Stephen Curry, der har siddet ude med en brækket hånd i mere end fire måneder.

Også profilen Klay Thompson har været længe ude med en knæskade.