Coronavirus

NBA-komet betaler, så arbejdsløse ansatte får løn

Zion Williamson blev valgt som den første i draften inden denne sæson.  Chris Graythen / Ritzau Scanpix

Zion Williamson sørger for, at medarbejderne på Pelicans’ hjemmebane får løn, selvom kampene i NBA er aflyst.

Basketballkometen Zion Williamson er ikke kun en ekstraordinær spiller. Han er også en ekstraordinær person.

Det har den 19-årige stjerne vist med en økonomisk håndsrækning ud over det sædvanlige. Williamson har nemlig besluttet sig for at betale lønnen til alle de ansatte, der i øjeblikket står uden noget at lave i Smoothie King Center, New Orleans Pelicans’ hjemmebane, fordi den amerikanske NBA-sæson er er indstillet.

Det skriver Williamson på Instagram, hvor han benytter lejligheden til at takke befolkningen i New Orleans for at tage rigtig godt imod ham.

- Nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt, er dem, der arbejder i Smoothie King Center. Det er dem, der muliggør vores kampe. De skaber perfekte rammer for vores fans og alle i organisationen. Desværre er mange af dem stadig påvirket af orkanen Katrina, og nu bliver de økonomisk ramt, fordi kampene er udsat på grund af virussen, skriver Williamson og fortsætter:

- Min mor har altid været et godt eksempel på, at man skal være respektfuld over for andre og taknemmelig for, hvad man har. Derfor vil jeg gerne betale lønnen til alle medarbejderne i Smoothie King Center de næste 30 dage. Det er en måde at vise min støtte og min taknemmelighed over for de fantastiske mennesker, der har været så gode ved mig og mine holdkammerater.

NBA-spiller testet positiv

Zion Williamson kom til Pelicans inden denne sæson, da han blev valgt som den første af alle spillere i draften. Siden blev hans NBA-debut udsat på grund af en knæskade, men da han endelig kom på banen i januar, kvitterede han med en NBA-rekord i sin debut.

Den unge stjerne scorede 17 point i træk i fjerde quarter. Det skete på bare fire minutter med både layups, alley-oops samt fire ud af fire trepointsskud.

Williamsons første NBA-sæson blev indstillet 12. marts, da en spiller fra Utah Jazz blev testet positiv for coronavirus. Siden er endnu en spiller på samme hold testet positiv.

Ifølge The Chronicle har flere andre NBA-spillere tilbudt at sende penge videre til de mennesker, der skulle have været på arbejde i hallerne. Det er blandt andre Cleveland Cavaliers' Kevin Love, Milwaukee Bucks' Giannis Antetokounmpo og Detroit Pistons' Blake Griffin.

- Det er større end basketball, og i denne svære tid vil jeg gerne hjælpe de mennesker, der gør livet for mig, min familie og mine holdkammerater lettere. Min familie og jeg vil gerne donere 100.000 dollar til medarbejderne i Fiserv Forum. Vi kan komme igennem det her sammen, skriver Giannis Antetokounmpo på Twitter.

Grækeren var sidste NBA-sæsons MVP (most valuable player, mest værdifulde spiller, red).