Coronavirus

Basketstjerne deler sin coronahistorie: - Vigtigt, at alle forstår, hvad der sker

Karl-Anthony Towns på tilskuerpladserne tidligere på sæsonen. Ezra Shaw / Ritzau Scanpix

Karl-Anthony Towns' mor er alvorligt syg med coronavirus. NBA-spilleren appellerer til, at sygdommen tages alvorligt af alle.

- Det er vigtigt, at alle forstår, hvad der sker i verden lige nu. Og jeg tror, at mit liv, som det ser ud lige nu, kan hjælpe til det.

Sådan starter NBA-spilleren Karl-Anthony Towns sin historie på det sociale medie Instagram tirsdag aften.

Her deler han med udgangspunkt i sin egen familie budskabet om at tage coronavirussen alvorligt.

- Overhold den sociale distance. Vær søde at holde jer fra steder med mange mennesker, for der øges chancen for at få sygdommen. Og den her sygdom er dødelig, forsikrer den 24-årige Minnesota-spiller.

Det er Towns' mor, Jacqueline Cruz hedder hun, et eksempel på. Hun ligger i øjeblikket i medicinsk koma med coronavirus.

- Beskyt din familie, dine elskede, dine venner og dig selv

For nylig kom forældrene til Karl-Anthony Towns til ham med symptomer, der kunne tyde på corona. Siden tog de på hospitalet.

Faderen, Karl Towns Sr., blev sendt hjem i karantæne, mens moderens symptomer blev værre her.

- Hun havde problemer med at trække vejret, forklarer Towns.

- De forklarede mig, at hun skulle i respirator, fordi hun fik det værre. Hun var forvirret, så jeg prøvede at tale med hende om det. At opmuntre hende til at være positiv. Jeg sagde, at jeg elskede hende, fortæller basketstjernen.

Karl-Anthony Towns håber, at andre vil tage ved lære af hans families historie.

- Det er derfor, jeg har lavet den her video. Så folk forstår alvoren. Beskyt din familie, dine elskede, dine venner og dig selv.

- For min families vedkommende bliver vi ved med at kæmpe. Jeg giver ikke op, og det gør min mor heller ikke. Hun er den stærkeste, jeg kender. Hun vil besejre det her, slutter Towns.

Onsdag aften rundede antallet af døde med coronavirus 20.000. Antallet af bekræftede smittede nærmer sig en halv million mennesker. Det reelle antal smittede er større.

Du kan læse Karl-Anthony Towns' opslag og de mange velmenende kommentarer her.