Basketball

LeBron James og jagten på de 38.387 point

LeBron James har igen i denne sæson vist storspil, og han nærmer sig efter NBA's all time scoringsrekord. Harry How / Ritzau Scanpix

LeBron James kan efterhånden øjne NBA's scoringsrekord, som alle ellers troede var urørlig. Men det kræver, at han holder skruen i vandet lidt endnu.

Mens verdens bedste basketballrække NBA er taget til gidsel af coronapandemien og i øjeblikkeligt holder pause på ubestemt tid, kan LeBron James sidde i ro og mag med kugleramme og lommeregner og lave følgende regnestykke:

Hvis han spiller tre gode sæsoner mere, vil han ramme 38.387 NBA-point i karrieren og blive den mest scorende basketballspiller i ligaens historie. En magisk rekord, som siden 1984 har tilhørt legendariske Kareem Abdul-Jabbar.

Problemet er bare, at LeBron James ikke er helt ung længere. Faktisk er han den 10. ældste spiller hele NBA, der i alt tæller 450 spillere. En liga, hvor en god fysik er altafgørende, og hvor spillerne anno 2020 er hurtigere, stærkere og mere veltrænede end nogensinde før.

Ældste aktive NBA-spillere

1: Vince Carter (43 år)

2: Udonis Haslem (39 år)

3: Kyle Korver (38 år)

4: Tyson Chandler (37 år)

5: Andre Iguodala (36 år)

6: Thabo Sefolosha (35 år)

7: Carmelo Anthony (35 år)

8: JJ Redick (35 år)

9: J.J. Barea (35 år)

10: LeBron James (35 år)

Trods sin fremskredne alder har Los Angeles Lakers-spilleren dog ikke vist tegn på, at han er pensionsmoden. Tværtimod faktisk. I denne sæson virker LeBron James nok engang genfødt, og han er af mange eksperter nu favoritten til at blive MVP - årets spiller - i NBA.

Lige nu lyder LeBrons pointtotal på 34.087. Han har altså 4300 point op til rekorden. I denne sæson snitter han 25,7 point per kamp. Lad os sige, at han bare kan holde et snit på 22 point i resten af karrieren, så skal han spille omkring 200 kampe mere, og så er rekorden hans.

200 kampe svarer til lidt over to sæsoner i NBA.

Tidligere i år blev LeBron James den tredje mest scorende i NBA's historie, da han overgik Kobe Bryant. Dagen efter omkom Kobe Bryant i en helikopterulykke, der rystede NBA.

Mennesket og maskinen

Det der gør, at LeBron James efterhånden kan øjne scoringsrekorden, er hans helt unikke kombination af fysik, spilintelligens og driftsikkerhed. Lad os tage dem en af gangen.

LeBuff James

Det første, der falder én ind, når man ser ham, er hans imponerende - nærmest superhelte-agtige - fysik.

Jeg har selv stået lige ved siden af LeBron James og set, hvor massivt og muskuløst et menneske, han er. Billeder og filmklip kan ikke retfærdiggøre hans overmenneskelige kropsbygning, og med en kampvægt på 120 kilo fordelt på 203 centimeter mener mange da også, at LeBron James har den perfekte basketballkrop, som i øvrigt er über-atletisk og aldrig går i stykker.

Min favorit beskrivelse af ham kommer fra hans tidligere holdkammerat Richard Jefferson, der var nært øjenvidne til et af LeBron James’ mest berømte spil. Blokeringen af Andre Iguodalas skudforsøg i slutningen af den afgørende finalekamp i 2016.

- Iguodala er på vej til at score, og så ser jeg bare et sort røgslør ud af ingenting. Det var som at se Supermand komme flyvende ned fra himlen i filmene. Helt seriøst, det var bare et slør. Jeg har set alverdens vanvittige atleter lave vanvittige ting på en NBA-bane, men jeg aldrig set noget lignende det. LeBron brød naturens love, som han skrev i sit farvel på The Players Tribune.

LeBrain James

Der sidder et ekstraordinært godt basketball-hoved på LeBron James. Han har det, man i NBA kalder for høj basketball-IQ. Måske den højeste af alle spillere i ligaen.

Doc Rivers, der er træner for ærkerivalerne Los Angeles Clippers, ramte hovedet på sømmet forleden efter at de to hold havde mødt hinanden.

- Han er en af de klogeste spillere nogensinde. Vi fortaber os altid i hans fysik, men vi bør i stedet hylde hans hjerne. Det er den, der har gør ham så god. Der findes nemlig mange spillere med LeBrons fysik, men ingen andre har hans hjerne, sagde han.

Egentligt er han bygget som en klassisk small forward - spilleren, der er basketball’ens altmuligmand, men som alle dage har været svær at placere, da den svæver i mellemrummet mellem de små guards og store spillere under kurven.

Med årene har LeBron James dog trådt ud af sin position og bevæget sig fra at være small forward til at være en såkaldt point forward - en falsk point guard, som man nok ville kalde det i fodboldsproget.

I denne sæson har han været Los Angeles Lakers’ de facto point guard, og han fører NBA’s assistliste med mere end 10 per kamp. Det har han aldrig før gjort.

LeBeast James

Skal man blive den mest scorende spiller i NBA, skal man score mange point kontinuerligt over en lang årrække. Det er enkelt, men ikke nemt. Den nuværende rekordholder Kareem Abdul-Jabbar spillede 20 sæsoner, inden han indstillede karrieren som 42-årig.

LeBron James er i gang med sin 17. sæson. 17 år. 1497 kampe. 58378 minutter med et højt bundniveau og uden alvorlige skader. Og det er netop her, at LeBron James for alvor adskiller sig fra mange af historiens andre store basketball-spillere, der alle løb ind i en lange skadesperioder gennem deres respektive karrierer.

Den slags koster dog også knaster. Hans manager Mav Carter er fortalt, at LeBron James bruger halvanden millioner dollars om året på at vedligeholde sin krop. Eller rundt regnet 10 millioner danske kroner, som går til kryoterapi, alverdens restititionsudstyr, samt en hær af personlige trænere og kokke.

Los Angeles Lakers’ nye superstjerne

LeBron James spiller for den hæderkronede klub Los Angeles Lakers efter ophold i Cleveland Cavaliers og Miami Heat.

Modsat Miami Heat og Cleveland Cavaliers så har Los Angeles Lakers en lang og dyb historik. Med 16 NBA-titler er det kun Boston Celtics, der har vundet flere mesterskaber, men da LeBron James i 2018 sluttede sig til Los Angeles Lakers var klubbens identitet og ikke mindst selvforståelse sat på prøve.

Klubben, der har været hjemsted for store basketballikoner som Wilt Chamberlain, Kareem Abdul-Jabbar, Magic Johnson, Shaquille O’Neil og Kobe Bryant, befandt i en historisk slutspilstørke.

Men så kom LeBron James bogstavelig talt som sendt fra himlen i sit luksuriøse privatfly fra Cleveland, og med ham kom forventningerne og drømmene om flere mesterskaber og tidligere tiders storhed i Los Angeles.

Og når man ligger klods og op og ned af Hollywood, er det ikke nok bare at vinde basketballkampe - man skal også underholde. ‘Showtime’ er en del af Los Angeles Lakers’ DNA: Det handler om at vinde, men også om at have det sjovt og give publikum en oplevelse. Her passer LeBron James perfekt ind. For selvom han ofte har et alvorligt udseende, så er han i bund og grund et forvokset legebarn, der elsker at spille basketball og elsker at vise sig frem på den største scene.

Vægmaleri som velkomst til LeBron James i Los Angeles, da han skiftede til klubben i 2018.

Efter otte finaleoptrædender i træk i Miami og Cleveland var der endnu engang lagt op til, at LeBron James sidste år igen skulle langt i NBA's slutspil, men sådan skulle det ikke gå.

Spillertruppen var simpelthen for ny og blev ovenikøbet ramt af den ene skade efter den anden. End ikke LeBron gik fri, og så måtte han kigge på fra bænken, mere og mere resigneret som holdet dumpede ned på en skuffende 10. plads i Western Conference - langt fra de eftertragtede slutspilspladser. Og værst af alt, så virkede LeBron James pludselig gammel, menneskelig og færdig. Ingenting varer for evigt. Heller ikke LeBron James.

Tiltrængt pause har givet ny luft

Måske var det manglende slutspil i virkeligheden det, han havde brug for.

Pludselig fik LeBron James nemlig en usædvanlig lang og tiltrængt sommerpause, og i år har han fået en ny renæssance og er igen holdets suveræne omdrejningspunkt. Han er både topscorer og assistkonge, og selvom LeBron James tiltrækker sig al opmærksomheden, så er han næsten mere synlig, når han ikke er på banen. Så mærker man for alvor, hvor stor en betydning han har for holdet..

Lige nu ligger NBA dog helt stille, efter at corona-smitten har ramt USA og tilmed flere NBA-spillere. Held i uheld for LeBron James, der historisk har haft godt af at få pause fra ligaens benhårde kampprogram. Som den tidligere basketballspiller Matt Barnes sagde forleden, så kan den nuværende pause vise sig at blive godt for hele NBA.

- Man giver de bedste spillere i verden 2-4 ugers pause kort for slutspillet. Deres energi i slutspillet kommer til at være uset. Det bliver det bedste slutspil nogensinde, fordi alle vil være veludhvilet, sagde han i det amerikanske i TV-program First Take.

Det hele afhænger selvfølgelig af, om NBA-sæsonen overhovedet kommer i gang igen, men med en storspillende LeBron James er Los Angeles Lakers i hvert fald blandt favoritterne til at tage titlen, hvis sæsonen da ender med at blive spillet færdig.

Det vil i så fald være hans fjerde mesterskab i hans tredje klub. Sker det, og formår han samtidig at være langtidsholdbar nok til at overtage NBA’s scoringsrekord, så vil han af manges øjne skrive sig ind som den største basketballspiller nogensinde.

Mest scorende NBA-spillere

  1. Kareem Abdul-Jabbar

    Antal point: 38.387

    Aktive år: 1969-1989

    Klubber: Milwaukee Bucks, Los Angeles Lakers

  2. Karl Malone

    Antal point: 36.928

    Aktive år: 1985-2004

    Klubber: Utah Jazz, Los Angeles Lakers

  3. LeBron James

    Antal point: 34.087

    Aktive år: 2003-2020

    Klubber: Cleveland Cavaliers, Miami Heat, Los Angeles Lakers

  4. Kobe Bryant

    Antal point: 33.643

    Aktive år: 1996-2016

    Klubber: Los Angeles Lakers

  5. Michael Jordan

    Michael Jordan

    Antal point: 32.292

    Aktive år: 1984-2003

    Klubber: Chicago Bulls, Washington Wizards