Coronavirus

NBA-spiller Karl-Anthony Towns' mor er død af covid-19

Karl-Anthony Towns (Minnesota Timberwolves) prøver at komme forbi Houston Rockets' Clint Capela. Jesse Johnson / Ritzau Scanpix

Jacqueline Cruz-Towns er død som følge af covid-19. Hun kæmpede med sygdommen i mere end en måned.

NBA-spiller Karl-Anthony Towns har mistet sin mor.

Mandag 13. april døde Jacqueline Cruz-Towns som følge af covid-19, fortæller en talsperson fra familien i en besked, som Towns' hold, Minnesota Timberwolves, har delt på det sociale medie Twitter mandag aften dansk tid.

Hun blev 59 år.

- Towns-familien er knust over Jacqueline Towns alt for tidlige død, der skyldes komplikationer som et resultat af covid-19, indledes meddelelsen.

- Jackie, som hun kærligt var kendt som blandt familie og venner, havde kæmpet mod virussen i mere end en måned, inden hun opgav 13. april.

Også Minnesota Timberwolves har udsendt en meddelelse, hvor holdet udtrykker sorg og sin dybeste medfølelse over for Karl-Anthony og resten af Towns-familien.

Delte historie om sin syge mor

Det var 25. marts, Karl-Anthony Towns delte sin historie og fortalte om sin mor, der på daværende tidspunkt lå i medicinsk koma på grund af covid-19-komplikationer.

Karl-Anthony Towns sammen med sine forældre, Karl og Jacqueline, i april 2018.

Her appellerede NBA's 'Rookie of the Year' i 2015/16-sæsonen samtidig til, at sygdommen skal tages alvorligt af alle.

- Det er vigtigt, at alle forstår, hvad der sker i verden lige nu. Og jeg tror, at mit liv, som det ser ud lige nu, kan hjælpe til det, sagde Towns blandt andet i en video på det sociale medie Instagram.

Forældre smittet med coronavirus

I den knap seks minutter lange video fortalte han også, at hans forældre for nylig var kommet til ham med symptomer på coronavirus. De kom begge på hospitalet, og begge blev testet positiv for virussen.

Faren, Karl Towns Sr., blev sendt hjem i karantæne, mens morens symptomer blev værre.

- Hun havde problemer med at trække vejret, sagde den 24-årige Minnesota-spiller i videoen.

- De forklarede mig, at hun skulle i respirator, fordi hun fik det værre. Hun var forvirret, så jeg prøvede at tale med hende om det. At opmuntre hende til at være positiv. Jeg sagde, at jeg elskede hende.

19 dage efter at have delt sin historie døde hans mor, Jacqueline Cruz-Towns.

Over 23.000 mennesker i USA er døde som følge af covid-19. Det er værst af alle lande. Næsten 600.000 mennesker i USA er bekræftet smittet.