Coronavirus

- Vi kan slet ikke snakke om genopstart endnu, siger NBA-chef

Adam Silver er chef for NBA. Stacy Revere / Ritzau Scanpix

Adam Silver, NBA's topchef, tør slet ikke at gætte på, hvornår sæsonen kan genoptages grundet coronakrisen.

Verdens bedste basketballliga, NBA, har ligget stille siden 12. marts grundet coronakrisen.

Og de seneste meldinger fra NBA-chef Adam Silver tyder ikke på, at fansene i den nærmeste fremtid får lov til at nyde stjernerne i aktion igen - end ikke på tv i tomme haller.

- Baseret på de rapporter, vi modtager fra sundhedsmyndighederne, er vi ikke i en position, hvor vi kan træffe nogen beslutninger. Og det er uvist, hvornår vi kan det, siger han ifølge Reuters.

NBA-ledelsen følger udviklingen af coronakrisen tæt og lytter til de anbefalinger, der kommer fra myndighederne.

Men selvom præsident Donald Trump for få dage siden tonede frem med skitserne til en plan for genåbning af USA, så holder NBA stadig godt fast i håndbremsen.

Ifølge Adam Silver er man stadig alt for langt fra at kende sygdommen godt nok og alt for langt fra at have en vaccine klar, til at NBA kan genoptages.

- Der er meget data, som stadig skal køres sammen for at hjælpe os med at tage beslutninger. Det er en del af usikkerheden, siger Silver.

- Jeg mener ikke, at vi er i nærheden af det punkt, hvor vi kan sige, at "hvis blot A, B og C sker, så er der en tydelig vej ud".

- Jeg mener stadig, der er for meget usikkerhed, til at vi kan tale om, hvordan vi kommer videre.

Der har været snak om, at NBA kunne sætte alle spillere i to ugers karantæne for derefter at genoptage sæsonen for lukkede døre.

Den beslutning er Adam Silver endnu ikke villig til at tage, men han afviser ikke, at det kan komme på tale.

- Vi kigger på alle den slags ting for tiden, slår han fast.