Basketball

Afdøde Kobe Bryants enke hylder ham på parrets bryllupsdag

Kobe Bryant og Vanessa Bryant ved en NHL-kamp mellem Washington Capitals og Los Angeles Kings i marts 2016. Kirby Lee / Scanpix Denmark

I et rørende opslag på Twitter deler Vanessa Bryant et billede af sin afdøde mand, basketstjernen Kobe Bryant.

Vanessa Bryant hylder sin afdøde mand, basketball-legenden Kobe Bryant.

I et opslag på Instagram lørdag deler hun et billede af Kobe Bryant på det, der ville have været parrets 19. bryllupsdag.

- Min konge, mit hjerte, min bedste ven. Glædelig 19. bryllupsdag, skat. Jeg savner dig så meget.

- Jeg ville ønske, at du var her til at holde mig i dine arme. Jeg elsker dig, skriver hun til billedet, hvor hun ligger i hans arme.

Basketballstjernen og parrets 13-årige datter, Gianna, omkom i et helikopterstyrt 26. januar i det sydlige Californien. Syv andre omkom også i ulykken.

Parret har tre andre døtre, som ikke var med om bord på helikopteren.

Kobe Bryant, der har vundet NBA-mesterskabet fem gange i sin glorværdige karriere, var en forkæmper for kvindebasketball.

Ved draften til kvindernes NBA fredag præsenterede ligaens kommissær, Cathy Engelbrecht, en ny pris med navnet "Kobe & Gigi WNBA Advocacy Award", skriver nyhedsbureauet Reuters.