Basketball

Tyk tåge kan have forvirret Kobe Bryants pilot før styrt

Los Angeles' brandvæsen tjekker vragdele af den styrtede helikopter, hvor Kobe Bryant var ombord. Mark Ralston / Ritzau Scanpix

Da piloten meddelte, at helikopteren var i færd med at stige, var den faktisk ved at dykke, viser rapport.

Piloten i basketball-legenden Kobe Bryants helikopter, der styrtede ned i Calabasas i Californien 26. januar, kan være blevet desorienteret af tyk tåge kort før styrtet.

Det viser en rapport fra den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board (NTSB).

Rapporten peger på, at piloten, Ara Zobayan, muligvis "misopfattede" vinklerne i helikopterens kurs.

Det kan blandt andet forklare, hvorfor Ara Zobayan rapporterede, at de var opadstigende, mens helikopteren rent faktisk tabte højde.

Da Ara Zobayan fortalte flyveledere, at han var i færd med at stige til 1219 meter for at komme over skyerne, var helikopteren i stedet ved at dykke direkte mod en bjergside.

- Beregnede mulige vinkler på dette tidspunkt viser, at piloten kunne have misforstået både stignings- og rullevinklerne, står der i rapporten.

Den 1700 sider lange rapport fastslår ikke en årsag til styrtet.

Ifølge NTSB vil en endelig rapport blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

I midten af maj fastslog en obduktionsrapport, at Ara Zobayan ikke var påvirket af hverken alkohol eller stoffer.

Den 50-årige pilot testede således negativ for alle rusmidler.

Kobe Bryant og hans 13-årige datter var 26. januar på vej til en basketballturnering, da deres helikopter i tæt tåge kolliderede med en bjergvæg i nærheden af Los Angeles.

Alle ni ombordværende - heriblandt piloten - døde ved sammenstødet.

Der er ikke fundet motorfejl på helikopteren, men vejrforholdene var så dårlige, at piloten måtte bede om særlig tilladelse til at starte flyvningen.