Basketball

NBA-træner udviklede ung spiller på speciel måde - irriterede holdets fans

Michael Porter Jr. har på overraskende vis leveret stort for Nuggets i NBA-boblen, hvilket betyder større håb for fremtiden.

Denver Nuggets trådte ind i NBA-boblen med seriøse udfordringer. Klubben var foruden tre faste startere i form af guards Jamal Murray og Gary Harris samt forward Will Barton.

Trioen stod for en tredjedel af klubbens totale point denne sæson, og da klubbens superstjerne Nikola Jokic ikke er hvad man betegner som en ”naturlig scorer”, var det op ad bakke for Denvers offensiv.

Porter Jr. er typen, der elsker opmærksomhed og elsker at score

T.J. McBride, journalist

Heldigvis var Michael Porter Jr. klar til at bære mere af det offensive ansvar. Den 22-årige scorer over 26 point per kamp i NBA-boblen. Over de seneste tre kampe lyder snittet endda på imponerende 31,3 point og 13 rebounds.

Denver har vundet to ud af fire kampe, hvilket er en stærk præstation taget deres skader i betragtning.

Rygskader og ventetid

Det var to lange år for Michael Porter Jr.

Den dengang 19-årige forward, der lige havde skrevet under med Missouri University, var anset som én af USA's bedste spillere i highschool. Han så frem til en karriere som en Kevin Durant-klon i NBA grundet sit åbenlyse talent for at score samt flydende spil - til trods for hans højde på 208 centimeter.

Men i sin første kamp for Missouri gik det galt. Sølle to minutter inde i kampen gik teenageren ned med en rygskade. Han spillede kun 51 minutter yderligere den sæson.

Den unge Nuggets-spiller i kamp for western conference-holdet.

Skaden var så slem, at den krævede operation. For spillere, der håber at komme ind i NBA, kan ryg- og fodskader være en enorm hindring - især, hvis operationer spiller ind i sammenhængen.

Havde det ikke været for det åbenlyse potentiale Porter Jr. havde som spiller, var han med stor sandsynlighed faldet helt ud af NBA-draften i 2018.

Heldigvis for Porter Jr. tog Denver Nuggets en chance med ham - det til trods for, at det tidligt blev besluttet, at rookien ville sidde sin første sæson over. I sæsonen på sidelinjen undergik Porter Jr. endnu en rygoperation, som såede yderligere tvivl hos eksperter, om hvorvidt den atletiske scoringsmaskine nogensinde kunne vende tilbage til gulvet, som den spiller han var engang.

Gradvis retur

I 2019/2020-sæsonen, efter at have spillet kun 53 totale kampminutter over to sæsoner, fik Porter Jr. debut for Nuggets. Cheftræner Mike Malone tog dog den beslutning at holde det unge talents spilletid i kort snor.

- Mike Malone er både en gammeldags træner og en trendsetter. Det ser man virkelig ved måden han håndterede udviklingen af Porter Jr. over det seneste år. Malone ønskede for Porter Jr., at han fortjente de minutter han fik på banen, og ikke bare fik dem foræret.

- Det gjorde fanbasen ret irriteret, men mange af de trænere, jeg taler med, insisterer på, at Porter Jr. aldrig var blevet så god, hvis ikke Malone havde taget den tilgang, siger NBA-journalist T.J. McBride, der dækker Nuggets til daglig for mediet Mile High Sports.

Det var især de tidlige stadier af sæsonen, der frustrerede fanbasen. Gennem de første syv kampe af sæsonen modtog Porter Jr. kun 8,4 minutters spilletid per kamp.

Det var ikke før årsskiftet, at Malone følte sig mere sikker på det unge talent. Fra 1. januar til 11. marts, da NBA-sæsonen blev suspenderet grundet coronavirus, modtog Porter Jr. en mere robust 18,2 minutters spilletid. I de minutter udmærkede han sig som en scorer og rebounder og udviste fra tid til anden stærke, defensive takter.

Malones plan havde virket.

Spiller til sine styrker

I NBA-boblen har Porter Jr. fortsat sin rytme. Han har scoret 94 point over de sidste tre kampe. Det har han formået ved at spille til sine styrker, hvilket blandt andet ses ved brugen af sin højde og lange arme, der har tilladt ham at komme tæt ind mod kurven for lay-ups og dunks.

Derudover har han anvendt sit stærke trepointskud til at sprede forsvaret ud, hvilket giver ham mere plads til at kreere med bolden i hænderne.

Michael Porter har flere gange vist prøver på flot forsvarsspil.

Hvis produktionen holder fremadrettet, vil det betyde en seriøs opgradering for Denver. Klubben er bygget op omkring serbiske center Nikola Jokic - en spiller, der på atypisk vis primært fungerer som en playmaker. For at maksimere hans egenskaber offensivt har Nuggets behov for spillere rundt om ham, der kan score fra flere steder på banen.

Holder Porter Jr. niveauet, og vender den ovennævnte trio af Murray, Harris og Barton tilbage, bliver det pludselig et helt andet Nuggets-hold, hvor offensiven bliver uforudsigelig for modstanderne. Men især er det kombinationen af Porter Jr. og Jokic, der kunne trække overskrifter.

- Jokic og Porter Jr. kunne ikke passe bedre sammen på banen. Jokic er fortsat den suverænt bedste spiller på holdet, men Porter Jr. repræsenterer en form for spiller, som Nuggets gennem længere tid har haft ønske om at erhverve.

- De har haft brug for en forward, der kan score fra overalt på gulvet, og nu har de ham i Porter Jr., hvilket jo er perfekt for dem. Jokic er den uselviske stjerne, der undgår opmærksomhed og ikke er specielt interesseret i at score. Porter Jr. er typen, der elsker opmærksomhed og elsker at score. Det opfangede Jokic tidligt, så de to har bygget et bundsolidt forhold, fortæller T.J. McBride.

Du kan se Michael Porter Jr. og resten af Denver Nuggets-truppen lørdag aften klokken 21.30, hvor de tager imod Donovan Mitchell og Utah Jazz. Kampen kan følges direkte på TV 2 SPORT X.