Basketball

Ubesejret underdog dominerer NBA-boblen

Devin Booker har været en af de varmeste spillere efter NBA-genstarten.  Kevin C. Cox / Ritzau Scanpix

Det har været en varm start for Phoenix Suns, der har vundet alle deres seks opgør i NBA-boblen anført af stjernerne Devin Booker og Deandre Ayton.

Håb er nok ikke en følelse, fans af NBA-klubben Phoenix Suns er vant til.

Frustration, vrede, fortvivlelse og afmagt har nemlig i mange år stået på dagsordenen, da organisationen over flere omgang har handlet fejlagtigt og haft prioriteterne de forkerte steder.

De dage ser dog ud til at være i bakspejlet.

Den døde kultur

Da klublegenden Steve Nash forlod Phoenix i 2012, tog han en kultur med sig, som indtil for ganske nyligt så ud til at være permanent tabt.

Den tidligere dobbelte liga-MVP ankom til Phoenix i 2004 og lagde med det samme grundstenen for en ny arbejdsmoral, der løftede niveauet af spillerne omkring ham.

Det førte til tre Western Conference-finaleserier over hans otte sæsoner.

Steve Nash ligger nummer tre på listen over flest assists nogensinde i NBA.

Nash, der faktisk startede sin karriere i Phoenix i 1996, blev sendt til Dallas to år senere for et draft pick, der på pudsig vis endte med at blive den legendariske Shawn Marion - en spiller, Nash kastede mange bolde til efter sin retur til Arizona.

Da klubben begyndte at falde fra hinanden i 2010, hvor superstjernen Amar’e Stoudemire forlod klubben til fordel for New York Knicks, var der sat udløbsdato på Nash og hans kulturbærende tilstedeværelse.

To år senere tog den på det tidspunkt 38-årige point guard til Los Angeles Lakers.

Suns blev efterladt med en manglende identitet, der har medført, at klubben ikke har nået slutspillet siden 2010.

En ny æra

I juni 2015 var det atter tid til draft.

Phoenix havde ikke ramt rigtigt i talentpuljen over en længere periode, hvilket betød, der var pres på organisationen for at få fat på en spiller, der kunne levere og blive en brik til fremtiden.

Væbnet med det 13. valg tog Phoenix Devin Booker fra Kentucky University.

Denne gang ramte Suns endelig plet.

Booker, der nu spiller i sin femte sæson for Phoenix, har allerede scoret over 7.600 point over sin karriere, og han er endnu ikke fyldt 24 år.

I årene efter Booker var Phoenix dog tilbage til de gamle tider, hvor de valgte forkerte spillere eller lavede byttehandler, som ikke flaskede sig for dem.

Det var ikke indtil 2018, hvor klubben vandt draft-lotteriet og kunne vælge først, at de igen havde mulighed for at få fingrene i en stjerne.

Her vil historien diktere, at Phoenix kunne have valgt Luka Doncic, hvilket de ikke gjorde. Det vil de med stor sandsynlighed altid blive associeret med.

Luka Doncic har ligesom Booker været brandvarm i boblen.

Heldigvis for Phoenix valgte de dog en spiller, der stadig projekteres som en All-Star, nemlig Deandre Ayton.

Den nu 22-årige center spiller i sin anden sæson for klubben, hvor han scorer over 18 point og griber 11 rebounds per kamp.

Dertil byttede Phoenix sig til forward Kelly Oubre Jr. i 2018, der i år tog et stort skridt op i sin produktion og ligeledes snittede over 18 point per kamp.

Den helt store ændring skete dog sidste sommer, da klubben vurderede, at der var behov for en point guard, der kunne sætte ovenstående trio op med gode skud.

Phoenix identificerede hurtigt den spanske point guard Ricky Rubio, der forinden havde spillet for Minnesota Timberwolves og Utah Jazz, og tilbød ham en treårig kontrakt.

Den 29-årige Rubio, kendt som en playmaker og solid forsvarsspiller, trådte med det samme ind og tog rolleren som leder.

Ny identitet – ny kultur

Trods Phoenix ikke stod stærkt resultatmæssigt i grundspillet, inden NBA-sæsonen blev suspenderet, havde klubben set stærke forbedringer.

Ayton og Oubre, der året forinden havde leveret svingende spil og middelmådig effektivitet, var nu pålidelige bidragere.

Booker, der ofte blev dækket af op til tre spillere på én gang, så sine skudprocenter stige markant grundet tilstedeværelsen af flere talenter omkring ham.

Booker blev sæsonen forinden kun assisteret på 36 procent af sine skud. I år er det tal steget til over 46 procent - en klar statistisk forbedring.

Dette tillader Phoenix at bruge Booker på en mere fri måde end forinden, hvor de optimerer hans offensive boldbesiddelser.

Grundet ovenstående har Phoenix vundet alle deres seks kampe i NBA-boblen, der spilles i Orlando.

Det har de endda formået at gøre uden Oubre Jr., der slet ikke har spillet siden genstarten af NBA-sæsonen. I stedet har rollespillere for Suns trådt op og leveret, hvilket ikke har været set til samme grad siden storhedstiderne under Nashs regime.

Hvad Phoenix har udvist i boblen, ligner starten på en ny og sund kultur.

Det bliver med stor sandsynlighed ikke den, fanbasen var vant til for et mindre årti siden, med derimod en kultur bygget op omkring nye talenter med andre personligheder og identiteter.

- Suns har det, som unge hold søger, siger NBA-ekspert Peter Wang.

- Det er nemmere at få andre til at falde på plads bag en leder, som Booker er ved at udvikle sig til at blive. Ayton tror jeg derudover bliver en fremragende komplementærspiller, siger Peter Wang.

For første gang i lang tid er der nu håb at finde i Phoenix igen.

Phoenix Suns tager imod Philadelphia 76ers tirsdag klokken 22.30. Du kan se kampen direkte på TV 2 SPORT X.