Basketball

Hvordan skal man rangere Clippers-stjernen Kawhi Leonard?

Kawhi Leonard klarer sig statistisk ringere end Michael Jordan og LeBron James, men flere mener, at han alligevel burde være med i toppen på en fiktiv rangliste Mike Ehrmann / Ritzau Scanpix

Kawhi Leonard kommer næppe til at nærme sig de samme statistikker som for eksempel Michael Jordan eller LeBron James, men er det overhovedet relevant?

Når man taler om de bedste spillere nogensinde, er statistikker et hyppigt værktøj, der anvendes både til at adskille, men også gruppere de mange talenter fra fortid til nutid.

Logikken er, at jo større tal associeret med en spiller, jo større sandsynlighed er der for at spilleren "fortjener" en topplads på for eksempel en All-Time liste, der har til formål at rangere alle spillere i NBAs historie.

Der sker dog det, fra tid til anden, at visse spillere viser sig besværlige at placere. For hvad gør man præcist med en spiller som Los Angeles Clippers forward Kawhi Leonard?

Bagud på statistikkerne

Den 29-årige All-Star har gennem karrieren endnu ikke scoret 10.000 point. Til sammenligning havde både Michael Jordan og LeBron James i en alder af 29 over 20.000 point hver især.

Dertil kommer spørgsmålet: Burde det betyde noget?

Leonard har vundet to mesterskaber for to forskellige klubber og spiller på nuværende tidspunkt for Los Angeles Clippers, der er storfavoritten til at vinde titlen i år. Siden han kom ind i ligaen i 2011, har Leonard vundet 393 af de 524 kampe han har spillet i grundspillet. Derudover har holdene han har spillet for kvalificeret sig til slutspillet hver sæson.

Leonard er i NBA for at vinde titler – koste, hvad det vil.

Søren Olsson

Man kan argumentere, at sejre og mesterskaber tæller højere end individuelle tal, men faktum er, at det næsten er umuligt at komme udenom statistikker. Det trætter Søren Olsson, der er sportsjournalist for Nordjyske Medier.

- Statistikker fylder for alt for meget i den daglige omgangstone omkring NBA. Det er ofte nok for en spiller at fremvise gode tal, og så kan hans hold egentlig spille lige så ringe, det kan være. Russell Westbrook er case-in-point, da han spillede for Oklahoma City Thunder og snittede en ”triple-double”, fortæller Søren Olsson til TV 2 SPORT.

Ingen faste kriterier

Der er sjældent konsensus om en overordnet top-10 liste med NBA-spillere, primært fordi fans og observatører vurderer visse elementer af spillet anderledes. Nogle lægger en stor fokus på statistikker, andre på antallet af mesterskaber, og så findes der grupperinger af mennesker, der prioriterer noget helt tredje eller fjerde.

Det resulterer i, at især Leonard ofte bliver talt ned i en grad, hvor han ikke bliver inkluderet med de store navne i ligaens historie.

- Jeg mener klart, at Leonard er ved at bevæge sig opad på en fiktiv rangliste over alle spillere, siger Søren Olsson.

- Det er hans forsvarsspil. Det er ikke kun steals, blocks eller rebounds, men også hans evne til at tage en angrebsspiller ud af en kamp. Det er hans evne til at tage holdkammeraterne på ryggen og gøre det, der lige præcis er brug for på tidspunktet.

Leonard, der denne sæson har scoringsgennemsnit på 27,1 point per kamp, har kun over de senere år udviklet sig som en elitescorer. Over de første fem sæsoner af hans niårige karriere scorede han et snit på 14,3 point per kamp. Sidenhen er det tal steget til 25,9 point per kamp over de sidste fire sæsoner, men den langsomme start på scoringen har for eksempel sat ham bag en spiller som Houstons James Harden set ud fra et statistisk perspektiv.

Nuancer og narrativer

Harden er en spiller, der hyppigt snitter over 30 point og otte assists per kamp, og dermed modtager han en del opmærksomhed. Men trods fordelen på papiret er der delte meninger om hans værdi på banen kontra Leonards.

- Den helt store forskel på de to er vindermentaliteten. Leonard er i NBA for at vinde titler – koste, hvad det vil. Harden er en fremragende spiller, men han er først og fremmest en scorer uden evnen til at vinde, fortæller Søren Olsson.

Ofte ses det, at et narrativ omkring en spiller både kan åbne eller lukke døren for at blive medlem af sportens Hall of Fame. Men har man flotte tal i baglommen, ses det altid som et aktiv.

Det kunne principielt tale til både Harden og Westbrooks fordel, i og med de konstant holder højt statistisk niveau, men samtidig formindske Leonards chance, trods hans mesterskaber.

For Søren Olsson er der ingen tvivl.

- Spørgsmålet er vel altid, om det overhovedet er muligt at måle storhed? Stats er i hvert fald ikke nok. Er Westbrook eller Harden fremtidige medlemmer? Ikke nødvendigvis. Er Leonard? 100%. For hvad end der er brug for på banen, så leverer Leonard konsekvent. Hvis han ikke er en vinder, så ved jeg ikke hvem er, forklarer Søren Olsson til TV 2 SPORT.