Basketball

NBA-journalist: - Boblen i Disney World var fantastisk

Anthony Davis for LA Lakers. Kim Klement / Ritzau Scanpix

En suspenderet NBA-sæson gik fra frygt for aflysning til afviklingen af unik finaleserie.

11. marts i år blev NBA-sæsonen suspenderet efter Utah Jazz' center Rudy Gobert testede positiv for covid-19.

Ligaen lukkede ned i næsten fem måneder, og i den tid var frygten for en uafsluttet sæson stor. Det ville have været første gang i ligaens historie, at en mester ikke blev fundet.

Udsigten til sådan en negativ retning var ikke populær, hvilket inspirerede nytænkning og påfund med henblik på at ændre den ellers triste skæbne for NBA.

NBA-journalist for Yahoo! Sports, og tidligere Disney-medarbejder, Keith Smith, skrev i april en artikel, hvor han foreslog et projekt mellem Disney og NBA, der kunne redde sæsonen fra permanent aflysning.

I korte træk var idéen simpel. Disney World, der ligger i delstaten Florida, ligger på et så enormt område i byen Orlando, at der teknisk set kunne oprettes et større boblesystem, der kunne bære vægten af NBA-tilstedeværelse. På den måde kunne smitterisikoen minimeres ved hjælp af isolation samt hyppig testning.

Artiklen tog fart, og idéen spredte sig hurtigt internt i NBA samt hos fans verden over, der så logikken i at skabe nogle sikre omstændigheder for at afvikle de sidste måneder af sæsonen.

NBA og Disney indledte samtaler omkring et samarbejde, hvilket fulgte til en beslutning om at sende 22 klubber til Orlando med henblik på at færdiggøre grundspillet for derefter at indlede slutspillet.

Kaliberen af offensiv basketball blev virkelig fremhævet

Keith Smith

Logistisk mareridt

I tiden inden den første kamp blev spillet, skulle alt på plads. Med 22 NBA-klubber, der inkluderede alt fra spillere og trænere til holdlæger og fysioterapeuter indlogeret på diverse hoteller, skulle alt fra Disneys side ligeledes holdes stramt, så isolationskonceptet ikke blev brudt.

- Det her var ekstremt besværligt, siger Keith Smith til TV 2 SPORT.

- Det er i forvejen sjældent for én person at opholde sig nær Disney World over en periode på tre til fire uger. Så at gå fra dét til at have hundredevis af NBA-personale på grunden over en periode på flere måneder, var en massiv logistisk udfordring.

- Foruden hotellerne skulle der sørges for madservice, transport, koordination og opretholdelse af træningshallerne samt flere hundrede andre ting. At forvandle konferencelokaler til træningshaller er på ingen måde en lille opgave.

Smith, der arbejdede for Disney i over 20 år i Orlando, kender hele organisationens infrastruktur og kender til arbejdet, der er blevet lagt i forberedelserne. Han er dybt imponeret over det lange forløb, hvor ingen spiller testede positiv for covid-19.

- Det her er i sandhed en samlet indsats. Graden af dedikation fra NBA, NBPA og Disney samt deres medarbejdere i sundhedssektoren, blev etableret tidligt i processen, og seriøsiteten blev opretholdt gennem hele forløbet. At få det hele til at gå op i en samlet enhed over en periode på tre måneder er utroligt.

Kvaliteten på banen

Inden spillet i Orlando begyndte den 27. juli, var det overhængende spørgsmål fra fans om, hvorvidt kvaliteten på banen ville være god. Med ingen publikum tilstede samt heller den aura, der normalt præger et NBA-stadium, frygtede man et formindsket produkt.

Smith mener, spillet blev påvirket af det nye miljø - men ikke negativt.

- En mindre hal uden de store forstyrrelser bag kurven gjorde omstændighederne til en skyttes drøm. Det betød, at kaliberen af offensiv basketball virkelig blev fremhævet. Omvendt var defensive spillere bedre veludhvilede, idet spillere ikke skulle rejse lange distancer for at spille. Alt det betød et bedre produkt på banen, fortæller han TV 2 SPORT.

Disney kunne levere

Det var ikke just små krav Disney skulle leve op til. Med hyppig testning af spillere, mad- og rengøringsaftaler samt at stille visse friheder til rådighed for spillerne, heriblandt golf, fiskeri og generel underholdning, blev der lagt en del ansvar på deres skuldre.

Smith var aldrig i tvivl om, hvorvidt Disney kunne levere eller ej.

- Jeg vidste, at Disney kunne levere. Deres eksistensgrundlag er at kunne tage bedre hånd om gæster end alle andre i verden. Jeg havde mine tvivl om, hvorvidt NBA-personalet kunne være ligeså dedikerede som Disney, samt om man overhovedet kunne undgå virussen, da den kunne kollapse hele boblen. Ofringen, dedikationen og viljen til at afslutte sæsonen på succesfuld manér burde blive fejret, afslutter Keith Smith til TV 2 SPORT.