Basketball

Ungdomsbevægelsen i NBA er bedre end nogensinde 

Karl-Anthony Towns er en af de unge spillere, der er blevet stor online. Streeter Lecka / Ritzau Scanpix

NBA står overfor en usikker fremtid, hvad angår sæsonstart for 2020/2021, men ligaen har aldrig været bedre.

NBA-sæsonen 2019/2020 er afsluttet.

Hvornår næste sæson påbegyndes, er fortsat uvist. Foran ligaen ligger der enorme udfordringer, heriblandt økonomiske og logistiske, da covid-19 stadig florerer i verdenssamfundet. Lige nu ved ingen - selv ikke ligaen - hvornår den vender tilbage.

Heldigvis for NBA har de dog én ting på det rette, lige meget hvor længe der går, indtil lyden af skosåler atter ekkoer gennem stadioner. Ungdomsbevægelsen i NBA samt den generelle stjernekvalitet er nemlig anset som værende i top. Måske endda det bedste sporten nogensinde har set.

Nedgang i 00'erne

I midten af 00'erne var NBA et produkt, der ofte blev kritiseret for ensidigt spil. De fleste stjerner spillede størstedelen af de tilgængelige minutter hver kamp og havde carte blanche til at tage så mange skud, de ønskede. Ofte betød det mange point, men effektiviteten var i bund, og ligaens ry led af det. Det var blevet det vilde vesten, hvor konceptet af holdbold blev nedprioriteret til fordel for individuelt isolationsspil.

I NBA-cirkler anses 1970'erne og midten af 00'erne som værende de to værste perioder i ligaens historie, hvad angik kvaliteten på banen og den tilgængelige talentmasse. En ikke ubetydelig mængde af rotationsspillere dengang havde aldrig formået at komme på et hold disse tider.

Hvorfor ikke? I høj grad fordi spillerne nu til dags aldrig har taget spillet mere seriøst. Unge talenter, der rammer ligaen i en alder af 19-20 år, har allerede udviklet sig sublim træningslyst. Hvis man som ung spiller i nutidens NBA ikke lever i en hal, og hver dag dyrker basketball til det ypperste, så er chancen for at nå et hold betragtelig mindre, end den var for 15 år siden.

Mindre druk og fest, mere Twitch

Trods der findes mange historier om NBA-stjerner, der nyder festverdenen, har ligaens unge spillere mere fokus på interesser i hjemmet. Her er den altdominerende hobby videospil. Ofte finder man navne som Devin Booker, Karl-Anthony Towns, Zach LaVine og Gordon Hayward online i forskellige spiluniverser, hvor nogle live-streamer til fans over Twitch eller YouTube.

For mange unge spillere er det blevet fast hverdagsrutine. Man starter dagen med træning, tilbringer tid ved træningshallerne med holdkammeraterne, og efterfølgende tager man hjem og fyrer op for computeren.

Devin Booker (med bolden) er en af dem, der er stor online.

Udviklingen har resulteret i en mere dedikeret form for spiller, hvilket derfra har skabt et markant bedre produkt på banen. Det er ikke tilfældigt, at stort set samtlige mandskaber har mindst et par spillere under 25, der udmærker sig. Hvor en ung spiller med stor træningstørst førhen var undtagelsen, er det nu blevet normen.

Dagene, hvor en ung J.R. Smith, der i sin første sæson spørger om shoot-around er obligatorisk, er længe forbi og erstattet af spillere, der træner så hårdt, at klubbernes assistenttrænere ofte må fortælle dem at gå hjem. Det er ikke altid en let opgave, når spillerne har nøglekort til deres klubs træningsfaciliteter.

Fremtiden er i gode hænder

Det er svært at ramme forbi med nedenstående navne, hvad angår spillere med lys fremtid:

Ben Simmons, Donovan Mitchell, Luka Doncic, Jaren Jackson Jr, Nikola Jokic, Trae Young, Towns, Booker, LaVine, Deandre Ayton, Jayson Tatum, Collin Sexton, Zion Williamson, Ja Morant og Jamal Murray er bare en mindre gruppering af spillere under 25, der alle kommer til at kæmpe med for en plads i All Star-kampen de næste mange år.

Det gør det kun endnu mere optimistisk for NBA, at veteranerne stadig er i hopla. LeBron James, Kawhi Leonard, Giannis Antetokounmpo, James Harden, Stephen Curry, Damian Lillard, Jimmy Butler, Anthony Davis og Joel Embiid er alle over 25, og størstedelen har flere stærke år i sig endnu.

Talentmassen er der derfor intet problem ved. NBA har aldrig haft så meget talent på samme tid før, hvilket er et stærkt kort at kunne trække op af lommen til fans, når ligaen en dag vender tilbage. Indtil da er der en hel del, der skal findes ud af. Heriblandt hvordan ligaen skal håndtere det uundgåelige negative regnskab, der opgøres de kommende par uger.

Men i det mindste har NBA det mest værdifulde element i deres forretning på plads.