Basketball

Danmark sikrer sensationel triumf: - Den største danske sejr i historien

Det danske basketball-landshold har hentet en stor sejr over Litauen i kvalifikationen til EM.

En ægte basketballsenstation fandt sted i Siemens Arena i Vilnius fredag aften.

Danmark, der er nummer 59 på verdensranglisten, mødte verdens nummer 8, Litauen. Selvom sidstnævnte tidligere har været europamestre og har vundet OL-bronze tre gange, var det ikke til at se på banen.

Det er totalt surrealistisk at slå dem hernede

Mathias Bak

For selvom det var litauerne, der kom bedst var start, så det var danskerne, der sikrede sig en stor skalp. Danmark vandt nemlig med 80-76 efter en tæt kamp, hvor sejren blev grundlagt af en stærk anden halvleg.

- Det føles fantastisk. Vi har gjort noget, man aldrig har gjort i Danmark før ved at slå et top-10-hold i verden. Det er den største danske sejr i historien, siger landstræner Erez Bittman i en pressemeddelelse.

Mathias Bak scorede 13 point, hvor han ramte fem ud af seks skud. Efter kampen havde han svært ved at forstå, hvad der var sket.

- Det var for vildt og sindssygt. Jeg havde ikke regnet med at skulle komme ind og score 13 point, men landstræneren og jeg havde en god snak inden kampen. Hvis jeg fik chancen, skulle jeg ikke være bange og bare spille som hjemme i Danmark., sagde han.

- Jeg fik også at vide, at vi havde brug for masser af point fra mig, og så er jeg bare glad for at kunne levere. Det er totalt surrealistisk at slå dem hernede, siger han.

Glæden var stor hos de danske spillere efter sejren.

Gabriel ’Iffe’ Lundberg blev kampens helt store spiller, der han satte 28 point på tavlen.

Fortsat i spil til EM

Litauen har de seneste 20 år været storleverandører af spillere til NBA og er den femtebedste europæiske nation på verdensranglisten.

Danmark har nu fire point efter tre kampe i gruppen, hvilket Litauen og Tjekkiet nu også har. Belgien topper gruppen med seks point efter ligeså mange kampe. De tre bedste i gruppen går videre til EM.

Alle fire puljekampe spilles i Litauen i en sikker coronaboble.