Basketball

Danske basketherrer får belgisk snitter i EM-kvalifikation

Danmarks basketlandshold tabte til Belgien i EM-kvalifikationen, men kan stadig nå EM ved at slå Litauen.

Danmarks basketlandshold for mænd kom lørdag lidt ned på jorden efter at have leveret et par store sensationer i EM-kvalifikationsturneringen.

Kampen mod Belgien på neutral bane i Vilnius i Litauen blev tabt med 65-88.

Danmark kan dog stadig kvalificere sig til EM-slutrunden for første gang med en sejr over Litauen på mandag.

Danmark er i gruppe med Belgien, Litauen og Tjekkiet. Tre hold kvalificerer sig til EM, men Tjekkiet er EM-vært og dermed sikret kvalifikation.

Danmark, Belgien og Litauen kæmper altså om to billetter, og Belgien sikrede med lørdagens sejr sin plads ved at komme på fire sejre i fem kampe.

Danmark har to sejre i fem kampe, mens Litauen inden mødet med Tjekkiet senere lørdag har to sejre i fire kampe.

Selv om Litauen vinder den kamp, kan Danmark presse sig foran litauerne med en sejr i den indbyrdes kamp på mandag.

Danskere kæmpede med næb og kløer

I lørdagens kamp førte Danmark kun ved stillingen 3-2, og Belgien havde godt styr på sagerne i hele opgøret.

Danmark var bagud med 12-23 i første quarter, men kæmpede sig op på 23-24 kort inde i andet quarter.

I resten af andet quarter hang Danmark ganske godt på og var kun bagud med 34-40 halvvejs.

I tredje quarter trak belgierne dog mere og mere fra, og det lignede en afgørelse, da føringen voksede til 66-49 lige inden udløbet.

Der blev da heller ingen spænding i kampens sidste fjerdedel. Tværtimod øgede Belgien og førte på et tidspunkt med 29 point, inden danskerne pyntede på stillingen i slutningen.

Det hører med til historien, at Danmark stillede svækket op i Vilnius.

Landsholdets helt store profil - Gabriel 'Iffe' Lundgaard - underskrev i mandags en kontrakt med storklubben CSKA Moskva, som spiller i EuroLeague, og russerne har valgt ikke at frigive ham til landsholdet.

Heller ikke Darko Jukic er med i de to afgørende kvalifikationskampe, da han brækkede hånden under onsdagens træning.

Danmark har allerede leveret to sensationer i gruppen ved at slå Tjekkiet og Litauen i november sidste år.