Basketball

Dansk basket-håb hyldet i Rusland

Gabriel 'Iffe' Lundberg er blevet kåret til årets "newcomer" i den russiske basketball-liga.

Han går under navnet 'Iffe', og det seneste år har han imponeret stort i europæisk basketball.

Så stort, at Gabriel 'Iffe' Lundberg nu har fået prisen som årets "newcomer" i den russiske basket-liga, VTB League, der er en af de bedste på kontinentet.

- Jeg er lykkelig over at modtage denne pris, lyder det fra den danske guard på ligaens hjemmeside.

Til dagligt spiller den 193 centimeter høje dansker for storklubben CSKA Moskva, men en stor del af grundlaget for newcomer-prisen er lagt i polske Zielona Gora, som også er en del af den russiske liga. Det var nemlig her, 'Iffe' Lundberg indledte sæsonen. Han nåede 18 kampe for den polske klub, hvor han i gennemsnit lavede 20,4 point, 5,4 assist og 3,8 rebounds.

Ikke nok med det blev den 26-årige Lunberg også kåret til månedens spiller i december, inden han i begyndelsen af 2021 altså blev hentet til CSKA Moskva.

Derfor er der også plads til et 'skud ud' til den polske klub efter modtagelsen af hans seneste pris.

- Æren burde gå til mine holdkammerater og trænerstaben i Polen, selvom jeg har spillet et par kampe for CSKA, lyder det fra 'Iffe' Lundberg, som fortsætter:

- Denne sæson har ændret min mentalitet som spiller, og jeg viser verden, hvad jeg kan. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at have fået den mulighed.

Føler sig tæt på NBA

Indtil nu er det blevet til syv kampe for danskeren i CSKA Moskva, hvor han har et scoringsgennemsnit på 10,3 point. Men selvom det går godt i Rusland, har danskeren allerede øjnene rettet mod en endnu større liga. Det fortalte 'Iffe' Lundberg til TV 2 SPORT tidligere på året.

Dengang sagde den 26-årige spiller, at han "følte sig meget, meget tæt på" verdens bedste liga, NBA, hvor ingen dansker hidtil har slået sine folder.

Han har kun skrevet kontrakt med CSKA Moskva for resten af denne sæson, fordi det gør ham fri til at rejse til USA til sommer for at deltage i den såkaldte 'Summer League', der arrangeres af NBA.

Her har flere NBA-hold for vane at tester ungdoms- og reservespillere, og her er det muligt for europæiske profiler at få en plads og måske spille sig til en kontrakt i USA.

- CSKA ved godt, at det i første omgang er det, jeg går efter, sagde 'Iffe' Lundberg, da hans skifte til Moskva blev officielt.

- Jeg må tage en dag ad gangen, nyde rejsen og håbe på det bedste i sidste ende, lød det fra danskeren.

Tidligere har 'Iffe' Lundberg spillet for Copenhagen Wolfpack og Horsens IC. I 2015 blev han kåret til årets unge spiller i den danske liga, og to år senere skiftede han til Spanien, hvor han har spillet for Manresa og Canarias, inden turen altså gik over Polen og Zielona Góra til Rusland og CSKA. I mellemtiden har han desuden leveret flere gode resultater med det danske landshold.