Basketball

Bakken Bears tager andet finalestik trods chokstart

Horsens kom fremragende fra land i anden DM-finale, men Bakken Bears tog alligevel sejren og en 2-0-føring

Angrebsspillet var ikke så sprudlende som i den første DM-finale, men Bakken Bears tog alligevel også sejren i det andet af maksimalt syv finaleopgør mod Horsens IC.

Det var ellers det gulblusede hjemmehold, som kom flyvende fra start, men et hurtigt comeback fik Bakken på ret kurs i sejren på 77-70.

Dermed fører de forsvarende mestre 2-0 i serien og rykkede lidt tættere på den femte DM-titel på stribe.

Bakken Bears havde det svært på trepointforsøgene, og især anført af en godt skydende Charles Callison spillede Horsens sig i front med 27-15 og dominerede første periode tungt.

Gæsterne fik dog hanket op i sig selv til anden periode. Forsvaret havde bedre fat i horsensspillerne, som blev holdt nede på blot ti point.

Bears var bedst til sidst

Selv satte Bakken det dobbelte på tavlen og var således kun bagud 35-37 halvvejs i kampen.

Det opbyggede momentum og stærke forsvarsspil fra anden periode tog bakkenspillerne med ud på banen efter pausesnakken.

Aarhusianerne var foran 15-5 mere end halvvejs inde i perioden, inden Horsens fik fat igen.

Bakken var foran med to point inden sidste periode og havde længe en lille føring. Men da holdene gik ind til de sidste tre minutter, var alt lige ved 67-67.

I slutfasen var de forsvarende mestre alligevel bedst, og da de scorede til 75-70 med 11 sekunder igen, var kampen afgjort.

Det blev til to point mere, inden gæsterne kunne rejse mod Aarhus med sejr nummer to inden det tredje opgør. Det finder sted i Aarhus på mandag.