OL Tokyo 2020

USA's basketstjerner taber ved OL

USA har tabt sin første kamp ved et OL siden 2004. Frankrig vandt åbningskampen med 83-76.

USA er en stormagt i basketball, men holdet fik en særdeles skidt start på sit forsvar af OL-titlen.

Søndag eftermiddag dansk tid tabte holdet højest overraskende til Frankrig med 76-83.

USA var ellers foran meget af kampen, og midt i fjerde periode stod den endda 74-67 i amerikansk favør, inden det gik helt galt for amerikanerne.

Den amerikanske træner er træt af de tabte føringer i opgøret.

- Vi smed dem alle væk. På grund af ustabilt forsvarsspil, for mange fejl offensivt, boldbesiddelse med manglende bevægelse og dårlige beslutninger i forhold til afslutningerne.

- Det skal vi forstå, kigge på, arbejde med og forsøge at gøre bedre, siger Gregg Popovich ifølge Reuters.

Den amerikanske stjerne Kevin Durant, der 11 gange har været en del af allstarholdet i NBA, scorede blot 10 point i kampen.

Sjældent nederlag for amerikanerne

Nederlaget var USA's første ved et OL siden 2004 og det kun sjette nederlag nogensinde ved et OL.

Omvendt har holdet vundet 138 kampe ved OL, og det har givet 15 gange guld, skriver Reuters.

Frankrig slog ved VM 2019 også USA. Dengang var der tale om en kvartfinale.

Specielt Evan Fournier havde en stærk kamp for Frankrig med sine 28 point i opgøret.

28-årige Fournier har ligesom fire af sine holdkammerater fra Frankrig spillet i NBA siden 2012. Fournier skiftede tidligere i år fra Orlando Magic til Boston Celtics.

USA møder onsdag morgen dansk tid Iran i sit næste opgør. Frankrig møder senere onsdag Tjekkiet.

De tre indledende grupper ved OL består af fire hold hver. De to bedste fra hver gruppe plus de to bedste treer går videre til kvartfinalerne.