Basketball

Westbrook skal gøre livet nemmere for særligt én i Los Angeles Lakers

32-årige Russell Westbrook ser frem til at hjælpe LeBron James efter at være vendt hjem til Los Angeles.

Den største handel forud for den nye sæson i USA's bedste basketliga, NBA, må siges at være Russell Westbrooks skifte til Los Angeles Lakers.

Handlen blev annonceret fredag, men har siden ført til spørgsmål om, hvor den 32-årige basketstjerne lige skal passe ind, på et hold der allerede kan prale af at have superstjerner som LeBron James og Anthony Davis i startopstillingen.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Westbrook selv. Det siger han tirsdag efter officielt at være blevet præsenteret som ny mand i Lakers.

- Jeg vil altid forblive tro mod, hvem jeg er.

- Men når det er sagt, så vil jeg også sørge for at lytte og slå ørerne ud, fordi jeg er skiftet til en utrolig organisation og et hold fyldt med spillere, som jeg kan lære af, siger Westbrook, der hele ni gange er blevet udtaget til NBA's All Star-hold.

Én spiller får ekstra opmærksomhed

Russell Westbrook, der selv er født i Los Angeles, ser særligt frem til at spille med LeBron James, som han kalder en af de bedste nogensinde.

- Mit job bliver at sikre, at han får nemmere ved at spille sit spil, og det skal jeg nok finde måder at sørge for i løbet af kampene, siger han.

32-årige Russell Westbrook er dog også selv en ekstremt talentfuld basketballspiller.

I 2017 blev han kåret til NBA's mest værdifulde spiller. Det skete, efter at han blev den bare anden spiller i ligaens historie til at registrere en tripledouble i gennemsnit over hele den ordinære sæson.

En tripledouble opnås, når en spiller i en kamp når op på et tocifret antal i tre kategorier blandt point, oplæg, rebounds, blokader og bolderobringer.

Russell Westbrook har siden slået NBA-rekorden for flest tripledoubles med 184.

Basketballspilleren har til gengæld aldrig vundet et mesterskab, men det burde han have god mulighed for at råde bod på nu med skiftet til de 17-foldige mestre.