Basketball

Bakken Bears misser Champions League

Bakken Bears var lige ved at gennemføre et comeback, men måtte se sig slået på udebane mod Treviso.

Basketballklubben Bakken Bears skulle onsdag tage første skridt mod Champions League, men den gik ikke.

Efter en nervepirrende affære tabte aarhusianerne med 90-92 på udebane til den italienske klub Treviso i kvalifikationsturneringen.

Bakken Bears' Frank Bartley sænkede tre point med et sekund tilbage til stillingen 90-91, men da Treviso efterfølgende scorede fra straffelinjen og lod tiden løbe ud på det andet straffekast, var det ovre.

Frank Bartley kunne dog glæde sig over, at han blev Bakken Bears' mest scorende spiller med 19 point.

I stedet for Champions League indtræder Bakken Bears nu i den mindre europæiske turnering Fiba Europe Cup, hvor klubben skal møde blandt andre græske Peristeri og tyske Harkro Merlins Crailsheim.

Tæt på comeback

Føringen i onsdagens kvalifikationsopgør bølgede frem og tilbage i første periode, hvor italienerne havde god opbakning fra 1800 fans.

Bakken Bears lod sig dog ikke kyse og gik til første pause med en føring på 24-19.

I anden periode gik det endnu bedre, og den aarhusianske føring var på et tidspunkt helt oppe på ti point - men i tredje periode gik det stærkt den anden vej.

Treviso fik fat i føringen ved stillingen 50-49 kort inde i perioden, og så slap italienerne den aldrig igen.

Bakken Bears var dog tæt på at lave comebacket efter at have været nede med 11 point i fjerde periode, men det lykkedes lige nøjagtig ikke.

Treviso er endnu ikke klar til Champions League. Italienerne skal nu møde Tsmoki Minsk fra Hviderusland for at gå hele vejen ind i den fornemme turnering.