Basketball

NBA-veteran bliver historisk

Phoenix Suns fik skovlen under Los Angeles Lakers, og veteranen Chris Paul nåede en historisk milepæl i NBA.

36-årige Chris Paul fra Phoenix Suns skrev sig natten til lørdag dansk tid ind i NBA's historiebøger, da han blev den første til at nå en fornem milepæl.

I andet quarter rundede Chris Paul således 20.000 point i sin NBA-karriere, og det er han den 47. spiller i historien til at opnå.

Men han er den eneste i ligaens 75 år lange historie, der har lavet 20.000 point og samtidigt bidraget med mindst 10.000 assists.

I alt lavede Chris Paul i opgøret 23 point og 14 assists for Phoenix Suns i en 115-105-sejr hos Los Angeles Lakers.

Oscar Robertson, der spillede i 1960'erne og 1970'erne, var meget tæt på at nå milepælen, men han manglede 113 assists for at nå 10.000.

Utah Jazz-legenden John Stockton lavede rigeligt med assists i sin karriere - 15.806 styks - men manglede til gengæld 289 point for at nå 20.000.

Chris Paul har spillet det meste af sin karriere i andre klubber, men han kom til Phoenix i 2020 og var i sidste sæson med til at føre holdet hele vejen til NBA-finalen, hvor Milwaukee Bucks triumferede efter seks kampe.

I denne sæson er Phoenix kommet fra land med en sejr og et nederlag.