Danmarks bedste basketballspiller tror stadig på NBA
Iffe Lundberg vejrer lige nu en historisk bedrift, som næsten ingen havde troet muligt. Han vil i NBA, og han tror på, at det nok skal komme.
Se fem NBA-kampe i træk på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY i aften og nat fra klokken 18.00.
Iffe Lundberg er ikke bange for at sætte det hele på spidsen. Han vil være den første dansker nogensinde i NBA, og han siger det med en selvfølgelighed og ekstrem tro på egne evner.
- Mit mål er blive den første dansker i NBA. Det er min ultimative drøm, lyder det fra Iffe Lundberg over en telefonforbindelse fra hjemmet i Moskva.
Det vil da også være noget af bedrift, for ingen danskere har før nået frem til forjættede land. Og det går da også meget godt for den 27-årige dansker, der på rekordtid er blevet en stjerne i europæisk basketball og som tjener millioner i den russiske storklub CSKA Moskva
Han står med andre ord og banker på til verdens bedste basketballliga, og spørgsmålet er nu, hvem der åbner døren for ham.
- Jeg håber også, at et potentielt skifte vil kunne være med til at løfte interessen for basketball i Danmark, og forhåbentligt kan min mentalitet smitte af på andre danskere, siger han.
Kometkarriere i europæisk basket
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Iffe Lundbergs karriere er hvor hurtigt, det er gået.
For bare et par år siden spillede han stadig for Horsens IC i den semi-professionelle danske liga, men siden har han muteret sig en topspiller i Europa, og han er lige nu Danmarks bedste bud på en NBA-spiller.
Hemmeligheden bag succesen er hårdt arbejde, hvor klichéfyldt det end lyder. Så hvis det lykkes Iffe Lundberg at komme i NBA, er det ambition og vilje, der vinder over rendyrket talent.
- Det er en ekstrem rejse, jeg har været på, men det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, siger Iffe Lundberg, der er med sine 193 centimeter i højden og temmelig brede skuldre er godt bygget til at spille basketball på højeste niveau.
- Jeg er altid startet fra bunden, og for mig har det handlet det om at få en fod inden for døren. Så er første mål klaret, og så kan jeg begynde at planlægge efter det. Sådan har det været her i Rusland, og det er også sådan jeg har det med NBA, siger han.
Flere NBA-klubber var interesseret i sommer
Muligheden for at komme over og spise kirsebær med de store kanoner i USA var der ellers i sommer.
Efter en flot sæson i den bedste europæiske turnering, Euro League, stod flere NBA-klubber klar til at hente ham over Atlanten, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var tophold som Phoenix Suns og Los Angeles Clippers blandt de interesserede.
- Jeg var ekstremt eftertragtet i Europa, og det var totalt surrealistisk, fordi jeg kun havde spillet 15 kampe i Euro League på det tidspunkt, fortæller Lundberg, der i første omgang dog takkede nej og valgte at tage minimum ét år mere i Europa. Hans tid skal nok komme, mener han.
- Med de ambitioner jeg har, så føler jeg ikke, at jeg har råd til at træde forkert i mine klubvalg. Jeg har ikke travlt, og jeg er sikker på, at det nok skal komme, lyder det.
Derfor ligger fokus i øjeblikket også på den russiske liga og den store europæiske turnering, Euro League, hvor CSKA Moskva altid er blandt favoritterne til at nå langt. Og når det så er klaret, så kigger han igen mod USA.
- Da jeg sidste år fandt ud af, at ingen danskere havde vundet Euro League før, så fik jeg pludselig rigtig meget blod på tanden, så nu er mit mål at vinde det.
- Og så er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skal få chancen for at komme i NBA.