Basketball

Stor NBA-aften: - Det er jo den rigtige juleaften

Mens julefreden er over os, ligger verdens bedste basketball-liga på ingen måde stille.

Fra klokken 18 til omkring 07 søndag morgen. 13 timers nonstop basketball fra øverste hylde.

NBA står får underholdningen, hvis du har brug for et fix med livesport 1. juledag.

NBA-kampe 1. juledag

18.00 New York Knicks - Atlanta Hawks

20.30 Milwaukee Bucks - Boston Celtics

23.00 Phoenix Suns - Golden State Warriors

02.00 Los Angeles Lakers - Brooklyn Nets

04.30 Utah Jazz - Dallas Mavericks

Alle kampe kan ses direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

- Det er jo den rigtige juleaften, siger TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang.

Især to af kampene, som starter før midnat, er værd at holde øje med, fortæller han.

Celtics - Bucks

Ligesom så mange andre store sportsligaer hærger coronapandemien lige nu NBA, men meget tyder på, at dette opgør bliver fyldt med stjernestøv.

- Giannis Antetokounmpo skulle være med. Alle stjernerne skulle være med. Der er enormt mandefald, men heldigvis ikke på de store navne, siger Wang.

- Milwaukee har ikke slået Boston i denne sæson, og det vil de forsvarende NBA-mestre gerne revanchere.

Suns - Warriors

Tabellen lyver aldrig, som man siger. Faktum er, at ingen hold i NBA har vundet lige så mange kampe i sæsonen som disse. 26 hver.

- Det er uden sammenligning de bedste hold i NBA lige nu. Det kan blive en af de helt store kampe i år.

- Det er de to hold, der meget vel kan ende med at mødes i Western Conference Finals, så der er en enorm slutspils-vibe omkring kampen. Phoenix Suns startede sæsonen ud med tre nederlag i de første fire kampe, og så har de ikke set sig tilbage siden. De har blæst igennem ligaen. Men det er også en hævnmulighed for dem. Warriors ødelagde deres stime på 18 sejre i træk i starten af december.

Og så fremhæver han selvfølgelig også mødet mellem "de måske to bedste guards" i NBA lige nu: Suns' Chris Paul og Steph Curry fra Warriors.

Vi åbner NBA-studiet klokken 17.50 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, hvor forretten til de to fremhævede kampe er New York Knicks mod Atlanta Hawks.