Basketball

Fødselaren LeBron James svarer på spørgsmål om karrierestop

Superstjernen er udmærket klar over, hvor han er i sin karriere.

Der er noget, der ikke hænger sammen.

NBA’s største aktive stjerne, LeBron James, har fødselsdag. Han bliver 37 år. Hans fremskredne alder er dog ikke til at se på banen og på statistikkerne, hvor han i denne sæson tilbringer flere minutter på basketballbanen (37 minutter i gennemsnit), end han har gjort i 5 år, og han er i gang med sin højst scorende sæson per kamp (28 point) i 12 år.

Alligevel var der tema om et muligt karrierestop på et pressemøde 29. december, og her var svarene fra en overskudsagtig LeBron James yderst ærlige og indeholdt perspektiv.

- Jeg ved, jeg er i gang med sidste del af min karriere sammenlignet med, hvor jeg var før. Det ved jeg, sagde han og tilføjede:

- Så vi får at se, hvor spillet tager mig hen. Vi får at se, hvor min krop og mit hoved tager mig hen. Så længe jeg er klar i mit hoved og krop, kan jeg spille. Men i sidste ende vil spillet fortælle mig det.

Vil være okay med det

Han er i gang med sin 19. NBA-sæson, har vundet 4 mesterskaber, er blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller 4 gange og været All Star-spiller 17 gange. Han er dog ikke mæt.

- Når tiden kommer, vil jeg være okay med det.

Efter interviewet onsdag viste den rutinerede NBA-stjerne igen, at han kan levere på banen trods dåbsattesten fra 1984.

Mod Memphis Grizzlies natten til torsdag stod han for 37 point, 13 rebounds og 7 assists, hvilket desværre for Los Angeles Lakers ikke rakte til sejren.